Den tyrkiske storklub Galatasaray arbejder efter sigende på at hente Manchester United-forsvareren Aaron Wan-Bissaka. Det melder Bein Sports.
En lang række spillere rygtes væk fra Manchester United denne sommer, hvor en større udrensning kan ligge i kortene.
Spillere som Casemiro, Christian Eriksen og Antony rygtes væk fra klubben, og nu kan endnu et navn føjes til listen.
Det drejer sig om Aaron Wan-Bissaka, som ifølge Bein Sports er på blokken i Galatasaray.
Den tyrkiske storklub skulle angiveligt arbejde på at sikre sig United-backen, og en fireårig kontrakt skulle være i spil.
26-årige Wan-Bissaka var fast mand for United i slutningen af sæsonen, hvor han blandt andet spillede FA Cup-finalen.
Englænderens kontrakt med De Røde Djævle udløber om et år, og der skal derfor træffes en beslutning om hans fremtid.
Aaron Wan-Bissaka har været i Manchester United siden tilbage i sommeren 2019, hvor han forlod Crystal Palace.