Thomas Frank er angiveligt blandt de manager-emner, som Manchester United har i kikkerten, hvis Erik ten Hag ikke fortsætter.
Manchester United-manager Erik ten Hag har ikke leveret varen i klubben, og derfor kan han være på vej ud.
Nu erfarer ESPN, at klubbens ledelse har udvalgt tre manager-kandidater, som man vil rette blikket på, hvis ten Hag forlader klubben til sommer.
Brentfords danske manager, Thomas Frank, skulle være den ene, mens Brightons italienske manager Roberto De Zerbi samt Englands A-landstræner Gareth Southgate skulle være de to andre emner.
Ten Hags kontrakt med United gælder frem til sommeren 2025, men med den nuværende placering som nummer seks i Premier League, så virker det tvivlsomt, hvorvidt hollænderen får en så lang fremtid i klubben.
50-årige Frank har stået i spidsen for Brentford siden oktober måned 2018. Han er i færd med sin tredje Premier League-sæson i managersædet for klubben.
Brentford ligger i øjeblikket på 15.-pladsen i Premier League.