Den danske Brentford-manager Thomas Frank tiltrækker sig interesse fra Liverpool, der leder med lys og lygte efter en ny manager. Det melder The Athletic.
Jürgen Klopp takker af i Liverpool til sommer, og den engelske storklub er derfor på en intensiv jagt efter en ny manager.
I den forbindelse har man især været kædet sammen med Xabi Alonso, der har stor succes i tyske Bayer Leverkusen.
Fredag kom det dog frem, at Alonso fortsætter i Bundesliga-klubben, og Liverpool må derfor se sig om efter alternativer.
Og her overvejer man blandt andre Thomas Frank.
Det skriver The Athletic, som kan berette, at Liverpool har danskeren på listen over de kandidater, der er i spil.
Storklubbens ledelse beundrer Thomas Frank for, det han hidtil har opnået i Brentford, lyder meldingen fra mediet.
Lige nu skulle det især være Ruben Amorim fra Sporting CP, der overvejes.