Premier League-storklubben Arsenal intensiverer jagten på Brighton-profilen Ben White nu, hvor EM er slut. Det skriver London Evening Standard.
Jürgen Klopp og Liverpool har længe været sat i forbindelse med forstærkninger til den skadesplagede defensiv, og man har især været kædet sammen med Ben White.
Den 23-årige englænder har været en del af den engelske EM-trup, som søndag tabte finalen til Italien, hvor han dog ikke nåede at få spillet et eneste minut.
Stopperen er dog ikke kun et emne i Liverpool, for Premier League-konkurrenterne fra Arsenal er også ude efter hans signatur.
Og Mikel Arteta og co. intensiverer nu deres jagt på midterforsvareren, hvis man skal tro London Evening Standard.
Mediet skriver, at The Gunners allerede har fået afvist flere bud på englænderen, som man dog skulle være optimistiske omkring at hente.
Ben White har en kontrakt med Brighton, som løber frem til sommeren 2024.