Den 19-årige stopper Frederik Winther kan snart være fortid i Lyngby BK, der i øjeblikket forhandler om at sælge ham til en udenlandsk klub.
I Lyngby render en ganske talentfuld fodboldspiller rundt i form af midterforsvareren Frederik Winther, men det gør han ikke nødvendigvis så lang tid endnu.
Stopperen har nemlig tiltrukket sig opmærksomhed fra både nær og fjern, og Lyngby-sportschef Birger Jørgensen bekræfter, at der er konkrete forhandlinger i gang med en klub fra udlandet.
Dog vil sportschefen ikke ud med, hvor den potentielle køber er fra, men afslører, at der kan komme flere om buddet.
“Det er flere interesserede klubber, men jeg vil helst ikke blive konkret på det. Alt kan jo ske frem mod 5. oktober, hvor transfervinduet lukker, men det er primært udlandet. Det er også det, Frederik helst vil,” fastslår Birger Jørgensen og fortsætter:
“I takt med at turneringerne kom i gang igen, og afslutningen på transfervinduet nærmer sig, så er der begyndt at ske lidt igen. Her den seneste måneds tid er der så kommet mere action,” siger sportschefen om den stigende interesse for Winther.
Lyngby-cheftræner Christian Nielsen spår unge Frederik Winther stor succes i fremtiden, uanset om et eventuelt skifte måtte komme nu eller senere.
“Frederik Winther er en fremtidig topspiller. Det er der ingen tvivl om. Han er den eneste venstrebenede stopper i sin årgang i Skandinavien, der kan det, han kan. De hænger ikke på træerne,” udtaler Christian Nielsen.
Frederik Winther har de seneste år tørnet ud Danmarks ungdomslandhold adskillige gange.