Fodbold-transfers.dk kan eksklusivt bringe kapitlet “Johnny Haynes” fra bogen LEGENDERNE – De største i engelsk fodbold. Bogen er skrevet af Dennis Krog og Kim Damsgaard Pedersen.
Haynes-kapitlet er især interessant, fordi det handler om ham og afskaffelsen af lønloftet i England, hvilket er et afgørende øjeblik i forhold til den økonomiske udvikling, som ligaen har været igennem.
Kapitlet – Johnny Haynes:
De fleste har lidt svært ved at tage ham seriøst, Tommy Trinder. Hver lørdag aften spytter han jokes ud foran tv-skærmen, hvor han arbejder som komiker og vært på populære tv-programmer. Det job formår han på en eller anden måde at forene med et arbejde som formand i Fulham FC. Han er en excentrisk person, ved de fleste, men da han siger følgende i 1960 i sit virke som formand for fodboldklubben, tror de fleste, han joker.
”Johnny Haynes er en entertainer som jeg, og hvis lønloftet nogensinde bliver afskaffet, så vil jeg betale ham det, han er værd: 100 pund om ugen!”
Vanvittigt, tænker de fleste. Godt nok er Johnny Haynes stjernen i Trinders klub, men 100 pund om ugen lyder voldsomt, især fordi der på det tidspunkt stadig er et lønloft i engelsk fodbold på 20 pund. Lidt endnu i hvert fald. For fodbold i England i starten af 60’erne er på vej ind i en brydningstid. Lønloftet har skabt problemer, og spillerne er så småt begyndt at brokke sig til den engelske Football League, organisationen bag de engelske ligaer. I 1960 organiserer spillerne sig i spillerforeningen og gør klar til slagsmålet om afskaffelsen af grænsen for, hvor meget de må tjene.
***
Johnny Haynes har altid haft et lidt sært forhold til Fulham. Haynes er som barn ikke fan af klubben i London. Faktisk vokser han op et par hundrede meter fra Tottenhams hjemmebane.
”Deres talentspejdere sov på Johnnys dørtrin,” har en af Haynes medspillere og venner, Jimmy Greaves, sagt, mens Arsenal også er kendt for at være meget interesserede i Haynes, da han er helt ung.
Spurs’ interesse starter, da de ser den 15-årige Haynes spille for ungdomslandsholdet i en kamp mod Skotland. Han har et blik for spillet som få andre, og så har han de tekniske redskaber til at sætte de andre i scene. Han bliver kendt for at være ham, der kan lande en bold på et frimærke fra 40 meter.
Men trods interesse fra de store London-klubber, så vælger han Fulham. Mest fordi hans kammerat Tosh Chamberlain også skriver kontrakt med klubben.
Haynes får debut som 18-årig for Fulham og får straks en vigtig rolle for holdet. I mange år frem i tiden. Han bruger 18 år i klubben – de første syv sæsoner i 2. division, hvilket kun gør det endnu mere imponerende, at han i samme periode spiller sig til en stamplads på landsholdet og senere får anførerbindet ved VM-slutrunden i 1962.
Han er for god til Fulham, og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at han også selv synes det, for han har en attitude, der næsten fremstår arrogant, når han er på banen. Uden for Craven Cottage står en statue af ham. Haynes har hænderne placeret på hofterne med albuerne ud til siden. Sådan står han ofte på banen og kigger opgivende efter sine medspillere, som ikke har samme hurtige spilopfattelse som The Maestro, som han kaldes.
På landsholdet spiller han sammen med dygtigere spillere. I 1962 er der store forventninger til England ved VM, og ved åbningskampen er der heller ikke så meget tvivl om, hvem der er stjernen. Landstræneren for Englands første modstander, Ungarns Lajos Baroti, siger før kampen, da han bliver spurgt til taktikken:
”Det er simpelt. Nummer 10 (Haynes) tager hjørnespark, han tager indkast. Han gør det hele. Så hvad gør vi? Vi mandsopdækker ham ud af kampen. Farvel England.”
Det virker i denne kamp, som England taber 2-1, og selvom de går videre i turneringen, slutter englændernes VM i kvartfinalen efter et nederlag til Brasilien. Haynes erklærer efter turneringen, at hans brændende ønske er at lede England på banen til VM fire år senere på hjemmebane i 1966. Haynes er lige nu Englands og Fulhams stjerne. Både på grund af sine fodboldfærdigheder, men også på grund af det løfte, Tommy Trinder gav dengang i 1960.
***
Lønloftet har altid været et samtalepunkt i engelsk fodbold. I 1885 annoncerer det engelske fodboldforbund, at det er i ‘alles interesse at tillade professionelle forhold med visse restriktioner for fodboldspillere’. For eksempel skal spillerne være født eller have boet i klubbens nærområde i to år, lyder en af reglerne. Dengang er lønloftet ikke en del af aftalen med det samme, men det bliver det, for lønningerne eskalerer hurtigt.
Blackburn er den første klub, der registrerer sig som professionel, og i den første sæson bruger de 615 pund på lønninger. Mange penge for datiden. Flere og flere klubber følger Blackburns eksempel. Lønningerne stiger så hurtigt i det engelske fodboldmiljø, at fodboldforbundet inden sæsonen 1901/1902 indfører et lønloft på fire pund om ugen. Dette loft stiger stødt frem til 1958, hvor den sidste stigning bliver vedtaget. Det er nu tilladt at betale fodboldspillere 20 pund om ugen – cirka fem pund mere end gennemsnittet af den engelske befolkning tjener.
Det er en offentlig hemmelighed, at spillere i årevis har modtaget betalinger under bordet, fordi de store klubber i højere grad konkurrerer om de gode spillere. Det vil forbundet gerne til livs. Samtidig er det blevet hårdere at være fodboldspiller, end det var før. Træningen er blevet mere krævende, der er langt flere tilskuere, og opmærksomheden omkring spillerne stiger. Det vil de belønnes for, og i januar 1961 bukker Football League endelig under for spillernes pres. Lønloftet i engelsk fodbold fjernes og konkurrencen om de bedste spilleres underskrifter gives fri. Fodbold i England er ændret for altid.
***
Januar 1961. Johnny Haynes banker på formand Tommy Trinders dør og vifter med avisen. Med store fede bogstaver fortæller avisens overskrift, at lønloftet er fortid. Haynes er kommet for at indkassere, og han er i en god forhandlingsposition, for alle vil have fingre i ham på dette tidspunkt. Producenten af hårproduktet Brylcreem har ansat ham som Brylcreem Boy – en eftertragtet og lukrativ position som frontfigur i deres markedsføringskampagner.
En rolle som David Beckham i øvrigt får senere. Haynes er samtidig anfører for det engelske landshold, og så er han generelt eftertragtet på fodboldmarkedet. Og det er blandt de helt store klubber. Den italienske økonomi er i positiv vækst i 60’erne, og det smitter af på fodboldklubberne. I årtiet vinder AC Milan Europa Cuppen for Mesterhold to gange, mens bysbørnene fra Inter også vinder to trofæer i turneringen. Disse to italienske klubber er opsatte på at vise deres styrke ved at lokke de bedste spillere til landet.
De 100.000 pund, Milan byder for ham, vil gøre ham til den dyrest handlede spiller nogensinde, men også den rigeste fodboldspiller i verden. Det tilbud afviser Haynes og Fulham i fællesskab ”Johnny var juvelen i engelsk fodbold. Han var et fodboldgeni.”
”I 1961 afviser han Milan, og to år senere afviser han Tottenham. Jeg ved ikke, hvorfor Johnny var så forhippet på at blive i Fulham. Måske har det noget at gøre med, at der var så mange farverige typer der på det tidspunkt,” fortæller Haynes’ gode kammerat og kollega Jimmy Greaves i sin biografi.
Kort efter dette underskriver Haynes den berømte kontrakt med Fulham. Underskrivelsen er lidt af et mediestunt fra Fulhams side, for størstedelen af 1. divisionsklubberne, med storklubberne Manchester United og Liverpool som frontfigurer, forsøger stadig at fastholde en grænse for, hvor meget spillerne kan tjene. De mener, at 100 pund om ugen er urealistisk og vanvittigt i forhold til, hvor meget den almindelige englænder tjener, men den holdning er de ligeglade med i Fulham. Johnny Haynes er den første højtbetalte spiller i landet, og han spiller i lille Fulham.
***
Hjemme fra VM i 1962 har Haynes blikket og tankerne rettet mod den nationale fest, der skal være i England i 1966, hvor de har fået værtsskabet, men desværre for Haynes når han aldrig med. Karrieren ødelægges nemlig, mens den er på sit højeste. Som 27-årig kører han galt i 1962 og ødelægger knæet i ulykken. Efter et års genoptræning er han tilbage på banen, men han bliver aldrig den samme spiller.
Han udtages ikke til landsholdet igen. Den tre år yngre konkurrent Bobby Charlton fra Manchester United har overtaget rollen som den kreative kraft på midtbanen, mens Bobby Moore har overtaget rollen som anfører.
Fra sofaen kan Johnny Haynes se sine engelske kollegaer imponere alt og alle og vinde trofæet i 1966, mens det eneste trofæ, Haynes når at løfte, er det, der symboliserer sejren i det sydafrikanske mesterskab med Durban City, som han skifter til i 1970, da karrieren er på vej mod enden. Men trods det står han tilbage som en af de største i den engelske fodboldhistorie. Både som den første 100 pund om ugen-spiller, men også som en fremragende fodboldspiller, der dedikerer sin karriere til Fulham FC.
Bogen LEGENDERNE – de største i engelsk fodbold – kan bl.a. købes hos Saxo.com.