La Liga har i dag afvist at gennemføre Neymar-handlen, da ligaens repræsentanter var til møde med Neymars advokater.
Neymar forlader FC Barcelona til fordel for Paris Saint-Germain. Sådan har det forlydt de sidste dage.
Det bliver dog ikke uden udfordringer. Organisationen bag La Liga har i dag afvist at gennemføre handlen, der betyder, at Neymar skal købe sig fri af sin kontrakt med FC Barcelona for 1,65 milliarder kroner.
“Vi kan bekræfte, at Neymars advokater har været hos La Liga for at betale klausulen, og at det er blevet afvist. Det er den information, vi indtil videre vil give,” skriver La Liga ifølge BBC Sport.
Betalingen skal gå gennem La Liga, før beløbet ender hos FC Barcelona.
Organisationen bag La Liga er af den overbevisning, at det er umuligt for Paris Saint-Germain at betale det store beløb uden at bryde reglerne om Financial Fair Play. Derfor har man afvist betalingen.
La Ligas præsident Javier Tebas fortalte i onsdags, at han ville anmelde PSG til UEFA, hvis de prøvede at få en handel igennem.
I Spanien er det således, at spillerne selv skal købe sig ud af deres frikøbsklausuler. Det gøres til La Liga, som derefter sender pengene videre til den respektive klub.
Dermed har PSG stillet pengene til rådighed til Neymar, så han selv kan købe sig fri af kontrakten.
Ifølge den spanske sportsavis Marca, så kan La Liga ikke blokere handlen.
Derudover skriver mediet, at Neymars repræsentanters næste plan er at gå til FIFA, der kan godkende skiftet, så brasilianeren vil være spilbar, når PSG starter sæsonen i weekenden.