Ronald Koeman vil prøve at hente Memphis Depay i januar-transfervinduet. I det forgangne transfervindue var de to parter tæt på hinanden, men skiftet kom ikke.
Memphis Depay var tæt på et skifte til FC Barcelona på sommer-transfervinduets allersidste dag, men står det til Barcelona-cheftræner Ronald Koeman, skal Lyon-angriberen ikke opgive tanken om et skifte til La Liga-giganten.
Han vil nemlig forsøge at sikre sig den 26-årige hollandske offensivspiller igen til vinter.
“Det er helt sikkert en mulighed, ja. Jeg vil forsøge, for jeg vil gerne have ham her. Men jeg kan ikke nu sige, hvordan den finansielle situation i klubben ser ud i januar. Vi må vente at se,” udtaler Koeman til Marca og tilføjer, at den endelige beslutning ikke er hans:
“Den rolle har jeg ikke, det afhænger af klubben. Derfor handler det for mig om at vente. Vi ville gerne have Memphis, for han er en god spiller og han har kvaliteter, vi mangler: Dybde i det offensive spil,” forklarer Barca-cheftræneren.
Memphis Depay har i denne sæson spillet syv kampe, hvor han har scoret fire gange og lavet tre assists.