Den danske landsholdsspiller Kasper Dolberg er inde i en god periode, og nu er der efter sigende smækket et prisskilt på den 27-årige Anderlecht-angriber.
Kasper Dolberg har imponeret for Anderlecht på det seneste, hvor han har nettet otte gange i de sidste fire kampe.
Mandag startede han inde i Danmarks 0-0-kamp mod Serbien, og nu forlyder det, at der er ganske stor interesse for ham.
Florian Plettenberg melder således, at Dolberg er på blokken i både Premier League og i den tyske Bundesliga.
Danskeren skulle selv være klar til at forlade Anderlecht, som han har repræsenteret siden sommeren 2023.
Prisen på formstærke Dolberg skulle lyde på mellem cirka 75 og 110 millioner kroner, lyder det fra journalisten.
I denne sæson har danskeren optrådt 20 gange for Anderlecht, hvor det er blevet til 12 mål og en enkelt assist.
Dolbergs kontrakt med den belgiske storklub løber frem til sommeren 2027.