Erling Braut Håland er blevet kædet sammen med mange store klubber i de senere år.
Men Borussia Dortmunds direktør Hans Joachim Watzke slår fast, at klubben ikke er tvunget til at sælge den norske angrebsprofil af økonomiske årsager.
“Det er ikke besluttet, hvorvidt han vil skifte til sommer. Vi vil først se på det. Jeg hørte nogen sige at: ‘De er nødt til at sælge Håland, fordi de er oplistet på børsen’. Det er bullshit. Om nogen sælges fra vores virksomhed bliver besluttet af ledelsen og ingen andre,” siger Hans Joachim Watzke til Sport 1.
Watzke afviser dog ikke, at Håland kan ende med at skifte klub, hvis han selv ønsker det.
“Bolden ligger på Erlings banehalvdel. Jeg kommer fint ud af det med Mino Raiola (Hålands agent, red.). Det er ikke rigtigt at tro, at Raiolas fokus udelukkende handler om penge. Han tænker også på, hvad der er bedst for Erling.”
Håland er blandt andet blevet sat i forbindelse med store klubber, såsom Real Madrid, FC Barcelona, Chelsea, Liverpool, Manchester United og Manchester City.