DBU har fået en ny storsponsor i form af Forenet Kredit, der har skrevet under på en aftale, som gælder til 2025.
Forenet Kredit er en forening for kunder i både Nykredit og Totalkredit.
Aftalen bliver ifølge fodboldforbundet en historisk stor investering i dansk fodbold. Ifølge TV 2’s oplysninger vil den indbringe 11 millioner kroner årligt.
DBU oplyser ikke beløbet på sin hjemmeside, men meddeler, at støtten vil blive ligeligt fordelt mellem kvinde- og herrelandsholdet.
“Dansk fodbold er kæmpe oplevelser – både med vores landshold til landskampe og slutrunder men også på fodboldskole eller i den lokale fodboldklub. Netop sammenhængen i dansk fodbold er det, der gør dansk fodbold til noget helt særligt, også på verdensplan,” siger administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen, til DBU’s hjemmeside og tilføjer:
“Vi er stolte over, at Forenet Kredit ønsker at investere i sammenhængskraften og i vores to A-landshold, i de populære fodboldskoler og i dansk breddefodbold. Sammen kan vi skabe nye resultater for dansk fodbold.”
DBU har ikke haft en storsponsor siden 2014, hvor Danske Bank trak sig fra samarbejdet.
Siden da har Arbejdernes Landsbank og Danske Spil delt sponsoratet, men deres aftale vil udløbe efter VM-slutrunden i 2022.