Den internationale sportsdomstol, CAS, har i dag valgt at frikende Chelsea i transfer-sagen omkring stortalentet Gael Kakuta. Det betyder, at klubben undgår en transferkarantæne.
FIFA valgte tilbage i efteråret at idømme Chelsea en transferkarantæne, fordi det internationale fodboldforbund mente, at Chelsea havde brudt transferreglerne, eftersom de havde hentet Gael Kakuta hos Lens.
Chelsea-ledelsen var dog ikke enig, og derfor appellerede man til den internationale sportsdomstol, CAS. I dag faldt afgørelsen i sagen, og resultatet var positivt for den engelske storklub.
Dermed undgår Chelsea en transferkarantæne, som ellers oprindeligt lød på, at de ikke måtte handle i to transfervinduer.
”Vi er glade for at der nu er kommet en mindelig løsning på sagen, der er blevet afgjort af CAS, og anerkendt af FIFA. Det har hele tiden været formålet at arbejde sammen med Lens, for at nå til denne afgørelse,” forklarer formand Bruce Buck til klubbens hjemmeside, og han fortsætter:
”Som en gestus, og for at fordre et fremtidigt samarbejde med Lens, men uden at anerkende et ansvar, har Chelsea indvilliget i at betale uddannelsespenge for spilleren til Lens.”