Stuttgart bekræfter på sin hjemmeside, at 33-årige Mauro Camoranesi skifter til klubben på en etårig kontrakt. Han forlader dermed Juventus.
Mauro Camoranesi, der er tidligere verdensmester med Italien, skifter fra Juventus til Stuttgart på en etårig kontrakt. Dette bekræfter den tyske klub på sin hjemmeside.
”Vi er meget glade for at have fundet en spiller med sådan et stort navn og af så høj kvalitet. Hvis du kan få en spiller med en sådan fortid og med den personlighed, skal man gøre alt for at få det til at lykkes,” siger Stuttgarts sportsdirektør Fredi Bobic til klubbens hjemmeside.
Spilleren selv glæder sig også over skiftet.
”At jeg bliver hentet her til som en forstærkning, er en stor ting. Fysisk føler jeg mig godt tilpas. Tidspunktet er det helt rigtige for mig. Sådan en mulighed får man sjældent, og jeg er glad for, at jeg fik det,” udtaler Camoranesi.
Mauro Camoranesi spillede 288 kampe for Juventus, i hvilke det blev til 32 scoringer. Han kom til Torino-klubben i 2002 fra Verona.