Fodbold-transfers.dk’s blogger Johan Strange vil føre sin lup over, hvad der rører sig på og udenfor grønsværen. I denne blog ser han på storklubbernes købelyst.
De større europæiske ligaer er så småt ved at gå ind i de afgørende faser. Kampe skal vindes, point skal fordeles og titler skal uddeles.
Ligeledes er vi nu mindre end en uge fra igen at få taget hul på den fornemste klubturnering af dem alle, Champions League. Her står vi på tærskelen til 1/8-finalerne, og der er i sandhed en række interessante opgør i vente.
Særligt to opgør vækker min interesse. På hver sin måde skiller Paris Saint-Germain vs Chelsea og FC Barcelona vs Manchester City sig ud. I sig selv er det interessant med den perlerække af fremragende fodboldspillere, de fire hold kan sende på banen. Zlatan, Hazard, Messi, Agüero for bare at plukke en enkelt ud fra hver – og det ville ikke være noget problem at blive ved.
Der er så mange profiler, så mange dueller, så mange match-ups og så mange gode historier at holde øje med i disse to opgør. Næsten uanset hvad der sker vil det på en eller anden måde kunne skabe store overskrifter. Om der er decideret gode spillemæssige oplevelser i vente, må tiden vise. Begge opgør er dog en gentagelse af play-off kampe fra sidste års ChL-turnering, og 2014-udgaverne var bestemt ikke kedelige.
At vi i de kommende uger bliver præsenteret for opgør mellem så store spillerprofiler bunder i en simpel, men ganske afgørende ting; økonomi. Money rules the world – også fodboldverdenen. Det er også med de økonomiske briller, jeg ser de mest interessante historier i de to nævnte opgør.
PSG vs Chelsea er et opgør mellem to af de “nye drenge i klassen”. Man kan argumentere for at Chelsea, der næsten kontinuerligt har deltaget i ChL-semifinalerne siden 2004, ikke længere er så nye endda. De vandt trods alt også hist og pist før Roman Abramovich tiltrådte i sommeren 2003. Det samme kan man sige om Paris-mandskabet, der også blev regnet som en storklub før den Qatar-fødte sukkerfar, Nasser Al-Khelaifi, tog over i 2011.
Fælles for disse to klubber er ikke desto mindre, at de jævnligt kaster uhyrlige summer efter dygtige spillere. Klubberne ville næppe være regnet som de mest seriøse bejlere til pokalen med store ører, hvis det ikke havde været for de to klubejeres respektive checkhæfter.
Med både Paris’ og Chelseas ambitionsniveau er det heller ingen overraskelse, at der ofte florerer rygter om spillerhandler de to klubber imellem. Chelsea har været kædet sammen med både Edinson Cavani og Ezequiel Lavezzi de sidste mange transfervinduer, mens Eden Hazard ca. hver anden dag skal fortælle pressen, at han altså IKKE er på vej til Paris.
Sidste sommer skiftede David Luiz så til PSG, angiveligt for en overgangssum i nærheden af de 450 mio kr. Enhver der har fulgt David Luiz tæt, ved at brasilianeren med de flotte krøller er en yderst passioneret spiller, der bestemt har højt niveau på sine bedste dage, omend han har sine lidt for excentriske øjeblikke, for ikke at tale om hele kampe, hvor det virker som om han spiller i en parallel fodboldverden, hvor forsvarsspil enten er forbudt eller bare ikke eksisterer – hvilket er uheldigt, når det faktisk er meningen han skal spille i forsvaret.
I den sammenhæng kan firehundrede og halvtreds millioner danske kroner (seriøst, prøv lige at smage på ordene engang!) virke som en vanvittig sum penge. Ikke desto mindre var det hvad PSG overførte til Chelsea, hvilket gav yderligere næring til den tanke at Chelsea med årene er blevet mere end bare en købeklub. Nuvel, tæller man transfervinduet i sommeren 2012 med, er London-klubben stadig en af de klubber, der har investeret mest i køb af nye spillere i perioden op til nu, men med til historien hører altså at der også er blevet solgt spillere for en pæn sum penge.
José Mourinho har siden sin Stamford Bridge-tilbagekomst i 2013 gjort meget ud af at fortælle omverdenen at Chelsea går op i økonomisk ansvarlighed. De fleste fodboldfans, jeg kender, ler hånligt af den slags. Det er heller ikke rart når myter bliver omskrevet.
Faktum er dog at Chelsea i de seneste tre transfervinduer har solgt Juan Mata, Kevin de Bruyne, David Luiz, Romelu Lukaku og senest André Schürrle for en samlet sum af omtrent 1,5 milliard kr. Med tanke på at det er fem spillere, der langt fra var garanteret en plads i startopstillingen, så er det svært ikke at synes det er god business af Chelsea-ledelsen.
Til sammenligning solgte Paris SG Mamadou Sakho og Kevin Gameiro til hhv. Liverpool og Sevilla sidste sommer. Den samlede sum af disse to salg dækker ikke engang halvdelen af købet af Edinson Cavani – bare for at nævne et eksempel. PSG er da også en af de klubber, UEFA har valgt at sanktionere kraftigt, da de tilsyneladende har haft lidt svært ved at omgås reglerne om Financial Fair Play. Franskmændene blev ramt af en kæmpe bøde og har derudover fået begrænset det antal spillere, klubben må registrere til deltagelse i Champions League fra 25 til 21.
Nøjagtig samme hårde sanktion ramte Manchester City – for nøjagtig samme årsag. Det ramte dog ikke de engelske mestre hårdere, end de kunne kvalificere sig fra den ellers stærke indledende pulje, sammen med Bayern München foran AS Roma og CSKA Moskva.
Deres 1/8-finaleopgør bliver af særdeles interessant karakter, da de møder en anden klub, der er kommet i unåde hos et af de store fodboldforbund. FC Barcelona har angiveligt ikke haft nogle problemer med Financial Fair Play.
Til gengæld har de haft FIFA på nakken for handel med ulovligt unge spillere. Det medførte i august 2014 et transferforbud, gældende for de efterfølgende to transfervinduer. Det første er nu overstået og katalanerne kan nu skimte januar 2016 i horisonten. Her må der atter hentes nye spillere.
Det pudsige er dog at både Manchester City og FC Barcelona tilsyneladende intet problem har med disse sanktioner. I pressen lader man fortælle, der er tale om store misforståelser, og som om det ikke var nok, så fortæller Barca-præsident Josep Bartomeu nu hvordan man har tænkt sig at dreje kækt uden om de nye sanktioner ved stadig at hente spillere, men blot vente med at registrere dem til 2016.
Manchester City er sakket bagud i mesterskabskampen, hvilket har fået mestrene til at smide i omegnen af 300 mio. kr. i Swanseas klubkasse for angriberen Wilfried Bony. Dette har medført en del løftede øjenbryn i den engelske presse, hvor man taler om at City i øjeblikket er ved at “push the limits”. Købet blev dog gennemført og Wilfried Bony er nu skrevet ind i Manchester-klubbens ChL-trup – i øvrigt på bekostning af Stefan Jovetic, der ellers viste lovende takter tidligere på sæsonen.
Det er altså ikke uden kontroverser og ikke nødvendigvis på det reneste grundlag at vi i de kommende uger bliver præsenteret for disse stjernebesatte opgør. Derfor vil kampene også have en bismag, en lidt ærgerlig en af slagsen, men en der dog nødvendigt at medregne, når kampene skal nydes.
Mit håb er at UEFA (og FIFA) bliver ved med at være kompromisløse i deres bestræbelser på at sikre økonomisk ansvarlighed. Kampene bliver først for alvor til at nyde, når vi får luget ud i diverse spekulationer og halve sandheder.
Uanset spillets kvalitet og kampenes udfald er vi i hvert fald sikret gode historier i de kommende uger. Og gudskelov for det! Lad os få noget god bold. Må de dyreste bedste hold vinde!
NB: UEFA’s Financial Fair Play-regler er ikke så nemme at gennemskue for den almene fodboldtilhænger. Det samlede regulativ fylder omtrent 100 sider. De vigtigste detaljer kan læses her:
http://www.financialfairplay.co.uk/financial-fair-play-explained.php