Læs hele blogindlægget af chefredaktør Casper Lohse her.
Lionel Messi er ubestridt én af verdens bedste fodboldspillere. Men han er samtidig også lige så forudsigelig og kedelig som afslutningen på Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s nytårstaler.
Messi forlænger sin kontrakt med FC Barcelona, når han vender retur til Catalonien senere på måneden. Det kunne klubben oplyse i dag.
Den nye kontrakt vil løbe frem til sommeren 2021, hvilket betyder, at Messi sandsynligvis vil spille i hjerteklubben i fire år endnu.
Der har tidligere været sået tvivl om hans fremtid, specielt, fordi hans forhold til den nu tidligere cheftræner, Luis Enrique, angiveligt var meget anspændt. Enrique er dog fortid nu, mens den nye cheftræner er Ernesto Valverde.
Messi forlænger altså nu, men det havde været mere interessant at se ham andetsteds.
Hvilke andre muligheder havde han?
Udefra set havde jeg gerne set ham i en anden liga, hvor Premier League klart ville være den mest interessante. Hvordan ville han begå sig i en hårdere og mere fysisk liga end La Liga?
Jeg er helt med på at vi tidligere har set Messi lege kispuds med flere engelske storklubbers forsvarskæder i Champions League, men det er en anden mental og fysisk opgave at skulle sætte sig op til kampe i Premier League på ugentlig basis.
Hvis Messi var skiftet til en Premier League-klub, så havde det mest oplagte valg været Manchester City, hvor hans tidligere Barca-træner Pep Guardiola er manager. Selvom deres forhold heller ikke altid var det bedste, så tror jeg, at de kunne have udrettet nogle virkelig spændende resultater både i engelsk regi, men også i Champions League.
Men sådan går det ikke, og jeg tror heller ikke, at vi nogensinde ser Messi i Premier League. Når hans kontrakt udløber med Barca, så er han 34 år, så der skal vi nok ikke forvente, at han skifter til én af verdens bedste ligaer. Det er kun en spiller som Zlatan Ibrahimovic, som har selvtilliden og modet til det. Her tænker jeg på at man hurtigt kan blive udsat for massiv kritik, hvis man ikke leverer fra dag ét. Det tror jeg ikke at Messi ville være gearet til.
Forlængelsen er fornuftig
Hvis jeg var Messis karriererådgiver, så ville jeg også have rådet ham til at blive i FC Barcelona. Derfor er kontraktforlængelsen fornuftig.
Messi trives godt i Barcelona, når vi fokuserer på spillet på banen, hvor han også lader til at have en rigtig god kemi med især sine kollegaer i angrebet, Neymar og Luis Suarez.
Derfor er det fornuftigt, at han bliver i de vante rammer og skaber endnu mere historie for klubben, mens han også kan slå endnu flere personlige rekorder.
Samtidig vil hans rivalisering med Cristiano Ronaldo også kunne fortsætte, på trods af, at jeg aldrig har kunnet set, hvorfor man nødvendigvis skulle sammenligne de to, når de er så forskellige i både spillestil, alder, personlighed og samtidig spiller forskellige positioner.
Vil han kunne arbejde med Valverde?
Den nye cheftræner Ernesto Valverde bliver interessant at se i spidsen for FC Barcelona, men det bliver mindst lige så interessant at se, om han får et godt forhold til Messi. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om at Messi er blevet taget med på råd, da klubben skulle vælge en ny cheftræner, selvom du aldrig får nogen på direktionsgangen til at indrømme dette.
Som tidligere nævnt havde Messi et anstrengt forhold til Luis Enrique, og Messi har nok tygget grundigt på, hvordan det ville gå med Valverde, før han valgte at indgå en mundtlig aftale med Barca om at sætte sin eftertragtede underskrift på en ny kontrakt her i denne måned.
53-årige Valverde, som har masser af erfaring, har skrevet under på en toårig kontrakt med option på yderligere et år. Den spanske cheftræner har 16 års erfaring på topplan på CV’et, hvor han har stået i spidsen for klubber som Espanyol, Villarreal, Valencia, Olympiakos og senest Athletic Bilbao.
Derudover – og vigtigst af alt – kender han FC Barcelona indefra, da han selv spillede for klubben under Johan Cruyff i starten af 90’erne.
Valverde har senest stået i spidsen for Athletic Bilbao, hvor et intenst pres-spil skabte gode resultater for klubben, mens han også ynder at satse hårdt på en solid, defensiv organisation.
I forhold til mandskabspleje, så skulle han også være meget vellidt og være kendt som en træner, der taler med alle spillerne, og ikke lader sig påvirke af de store egoer, som et stjernemandskab som FC Barcelona uundgåeligt også besidder.
Med tanke på dette, så kan man sagtens forestille sig at ham og Messi vil komme godt ud af det med hinanden. Selvom de begge har et stort temperament, vil de nok også besidde så meget respekt at det ikke er noget, der vil påvirke deres samarbejde i negativ retning.
Konklusionen
Jeg kan godt lide spillere i moderne fodbold, der er loyale over for deres klubber, fordi det efterhånden er en sjældenhed, men lige præcis, når talen falder på Messi, var jeg virkelig nysgerrig på at se ham slå sine folder i Premier League.
Derfor mener jeg, at Messis forlængelse med FC Barcelona er kedelig (udefra set), men på den anden side fornuftig, fordi han ved hvad han har, men ikke hvad han ville få i en eventuel ny og større udfordring som Manchester City ville være, fordi han på mange måder ville skulle forny og innovere sit spil.