Fodbold-transfers.dk’s blogger, Torben Aakjær, ser nærmere på en række af de profiler, som har kontraktudløb til sommer. Læs hele hans analyse her.
Om ganske få dage, helt præcist den 1. januar 2018 klokken 00:01, kan en stribe ikke helt uefne spillere indlede konkrete forhandlinger udenom deres nuværende arbejdsgivere, idet disse spilleres kontrakter alle udløber i slutningen af juni 2018. Og det er bestemt ikke hvem som helst, der er tale om.
Det vidner markedsprisen på de 10 nok mest interessante spillere, der løber op i omkring 500 millioner euro, om, og det er jo også en sjat, selv i vore dages transfervanvid.
Årsagerne til at prominente spilleres kontrakter, når at løbe ud, er som oftest et valg fra klubbens side af, men i mange tilfælde, ikke mindst i dem hvor vi taler om topklasse spillere, er det ligeså meget den enkelte spiller, som ønsker dette, da vedkommende således står aldeles fritstillet, og enten kan presse sin eksisterende klub yderligere på lønnen, alternativt indgå en lukrativ kontrakt med en ny klub, som jo ikke skal betale transferpenge, hvorved der frigives flere penge til spilleren.
Hvis vi tager et kig på de ypperste navne, af dem hvis kontrakt udløber næste sommer, så falder især et navn i øjnene, nemlig Arsenals offensive stjerne, Alexis Sanchez, der runder 29 år i slutningen af indeværende måned. Sanchez, der i Chile går under kælenavnet “El Nino Maravilla”, hvilket nogenlunde kan oversættes til en form for “Wonderboy”, slog tidligt igennem i hjemlandet, og kom allerede som teenager til Europa, hvor Udinese Calcio blev første klub.
I den norditalienske klub udviklede Sanchez sig fra at være en udpræget target man, til mere at blive en komplet offensivspiller, som kunne placeres på kanterne, den offensive midtbane, eller helt fremme, og hans speed og aggressivitet medførte at der relativt hurtigt sad scouts på Stadio Friulis tribuner, udelukkende for at besigtige den unge Chilener, og i 2011 slog FC Barcelona til, og købte ham for 26 millioner euro.
Sanchez var på daværende tidspunkt 22 år og hele verden lå nærmest for hans fødder. Han var nu holdkammerat med selveste Messi, og det virkede kun som et spørgsmål om hvor mange store titler, han og holdkammeraterne skulle gafle, men i de 3 sæsoner han var i den catalanske storklub, blev det kun til et enkelt mesterskab og en pokaltitel, samt VM for klubhold, men altså ikke CL, og det lykkedes aldrig for alvor for Sanchez at blive et hit i klubben, selvom tilskuerne nu virkede glade nok for den lille chilener, og da Arsenal i sommeren 2014 var klar med knap 43 millioner euro, slog Barca til, og Sanchez flyttede til London, og i stedet for holdkammerater som Iniesta, Xavi og Messi, hed medspillerne nu Özil, Podolski og Cazorla.
Bestemt kapable navne, og der var da bestemt udsigt til guld og grønne skove under Wengers vinger, men her knap 4 sæsoner efter, er det blot blevet til et par pokal-titler, som med al respekt, nok ikke fylder alverden i Sanchez bevidsthed, og hverken mesterskab, og da slet ikke CL, er det blevet til i en klub, der sæson efter sæson skuffer, kulminerende med sidste sæson, hvor holdet for første gang siden sæsonen 96/96 sluttede uden for top 4, og således skal henslæbe tiden i den uglesete EL, et sted hvor en topspiller som Sanchez nødigt sætter sine gyldne fødder, og et klubskifte synes derfor oplagt, her hvor tiden er ved at rinde ud.
Ofte har man set hans mutte ansigt, og medierne fortæller da også om flere opgør mellem Wenger og spilleren, som formentlig gerne ser at en stor klub smider et beløb på bordet allerede i januars transfer vindue, således at Arsenal og London kan blive fortid hurtigst muligt, og bejlere er der nok af, for selvom titlerne er udeblevet i Arsenal tiden, har Sanchez efterhånden udviklet sig til en af klodens bedste kantspillere, og da han formentlig står foran sin sidste virkelig store kontrakt, skal vi op i klubnavne som en af Manchester-klubberne, Bayern München, eller måske storsatsende PSG.
Ingen af de nævnte klubber har problemer med at honorere ham fornuftigt, men hvis han går efter den klub med størst chance for at vinde CL indenfor de 3-4 år hans kommende kontrakt løber, så er det nok Manchester City han skal vælge, om end det måske også er her han kan få de største problemer med fast spilletid, da Pep som bekendt råder over seriøst mange verdensklasse navne på de offensive pladser. Han kunne også vælge PSG, men spørgsmålet er om han ikke i længden kommer til at kede sig i en relativ svag liga, i forhold til hans niveau, og har PSG virkelig styrken til at udfordre de helt store? Jeg tvivler faktisk.
Også Sanchez nuværende holdkammerater, verdensmesteren fra 2014, Mesut Özil, og det tidligere engelske landsholdshåb, Jack Wilshere, står uden kontrakt når juli måned starter næste år. Özil, der er samme årgang som Sanchez, dvs. fra 1988, virker ligeså sikker på at sige farvel og tak til Wenger og co., som Sanchez, og i lighed med chileneren, får Özil heller ikke just problemer med at finde en ny arbejdsgiver, om end bejlerne ikke er på helt samme niveau som Sanchez’s.
En klub som Atletico Madrid har længe luret i kulissen, og det er ikke utænkeligt at Özil returnerer til Spanien, hvor han som bekendt havde 3 fine sæsoner i Real Madrid, inden han i 2013 smuttede til London, hvor han ligesom Sanchez i perioder har været absolut topklasse, men også indimellem har lignet en der helst så sig selv et helt andet sted, og jeg betragter bruddet mellem Arsenal og Özil, som mindst ligeså sikker, som mellem Arsenal og Sanchez.
Udover Atletico Madrid har også Manchester United luftet interessen, da Mourinho efter sigende gerne ser den kreative, men humørsvingende tysker, på sin offensive midtbane, hvor han åbenlyst ikke er tilfreds med hverken Mata eller Mkhitaryan, men spørgsmålet er så om Özil virkelig er løsningen for storsatsende Manchester United, eller om det bliver en tur tilbage til barndomsklubben Schalke 04, hvor man virkelig drømmer om at få sin “fortabte søn” hjem op til næste sommers VM-slutrunde, hvilket der helt sikkert kan “slås lidt mønt” af på.
Og hvad med Wilshere, den eneste englænder omkring Arsenals startformation, som er avlet på eget akademi, om end det efterhånden er særdeles sjældent at den lille tætbyggede fyr fra Stevenage figurerer på holdkortet, illustreret ved at det i indeværende sæson blot er blevet til sølle 65 minutter i Premier League, mens det er blevet til noget mere i EL, hvor Arsenal jo har den tvivlsomme fornøjelse af at deltage i denne sæson. Wilshere var i sine ungdomsår et af de mest hypede talenter i England, og han var stjernen på det hold der i 2009 vandt den prestigefyldte FA Youth Cup, efter finalesejr på samlet 6-2 over Liverpool.
På det daværende ungdomshold spillede Wilshere centralt på midten sammen med Francois Coquelin, mens en af modstanderne kunne have været danske Nikola Saric, der på daværende tidspunkt befandt sig i Liverpool, men dog ikke var udtaget til finalen. Sæsonen efter vandt Arsenal U 18 mesterskabet i England, og allerede som 16 årig, opnåede han debut for Arsenals bedste mandskab i sæsonen 2008/09. Siden da er det blot blevet til 107 kampe i Premier League for barndomsklubben, og yderligere 51 i forbindelse med udlån til henholdsvis Bolton og Bournemouth, og rent faktisk var sidste sæsons udlån til sidstnævnte klub en relativ succes, i hvert fald målt på spilletid for den skadesplagede spiller, i det han opnåede 27 kampe i ligaen, hvilket er det bedste siden sæsonen 10/11 hvor det blev til 35 kampe for Arsenal i Premier League.
Men nu står den snart 26-årige spiller klar i kulissen til at forlade barndomsklubben permanent, i det det unægteligt er vanskeligt at forestille sig at parterne overhovedet er interesseret i at forlænge samarbejdet. Arsenal må se i øjnene at deres engang så kæmpe store talent, aldrig for alvor slog igennem, primært pga. alt for mange skader, mens hovedpersonen selv, naturligvis skal tænke sig grundigt om inden han sætter sin signatur på en ny kontrakt, uanset med hvem.
VM i Rusland lurer forude, og selvom Wilshere efterhånden er relativt langt nede i hierarkiet omkring hvilke midtbanespillere Gareth Southgate kunne tænkes at udtage til sin trup, så er hans talent og evner så uomtvisteligt store, at hvis han kan opnå regelmæssig spilletid, og holde sig fri for skader i foråret, så er det bestemt ikke utænkeligt at han kan checke ind i VM-truppen. Han seneste optræden i nationaltrøjen var Englands sidste EM-kamp i 2016, hvor det blev til et fatalt 1-2 nederlag til Island, hvilket definitivt sendte England ud af EM.
Her kom Wilshere på banen fra 2 halvlegs start i stedet for Eric Dier, og havde i øvrigt forinden opnået minutter i 2 af de 3 gruppekampe, ikke mindst i 0-0 opgøret mod Slovakiet, hvor han dannede midtbane med Henderson og Dier, et muligvis ikke helt utænkeligt scenarie næste sommer, hvis alt går hans vej. Real Betis, Crystal Palace og Everton har luret lidt ekstra på Wilshere, mens også Watford efter sigende kunne være interesseret, og det er nok på det niveau at han skal finde sin fremtidige arbejdsgiver.
Hvis vi bliver i uforløste tidligere talenter, så er Evertons Ross Barkley bestemt også et sådant. Barkley var en del af Englands U 17 landshold, der snuppede EM titlen i 2010, hvor han bl.a. spillede på hold med Jack Butland, Connor Wickham og Berahino, og da turneringen sluttede, blev Barkley udtaget til “All-star” holdet, hvor han dannede midtbane med Joao Mario og Paul Pogba, og det var bestemt ikke småt med roser, den offensive midtbanemand fik efterfølgende, og de helt store klubber i England fulgte ham intenst i tiden efter, også da han fik debut i Premier League i sæsonen 11/12, og relativt hurtigt blev en toneangivende figur på holdet. I den efterfølgende tid svingede det dog op og ned for ham, og det blev til et par udlån til mindre klubber, inden han for alvor blev en profil på Evertons hold fra 13/14 sæsonen, og det var også i 2013 at han første gang kunne trække landsholdstrøjen over hovedet i en A-landsholdskamp. Siden hen er det blevet til 21 kampe for England, senest i maj 2016, hvor han afløste Markus Rashford med knap en halv time af kampen mod Australien.
Skader og særdeles svingende præstationer har efterhånden medført at den Liverpool-indfødte Barkley, som faktisk kun lige her i december har rundet 24 år, ikke ser ud til at have den store fremtid i barndomsklubben, der ellers havde håbet at der her var en ny Rooney, som måske tilmed ville spille nogle flere år for klubbens bedste hold. Allerede i sommers så det længe ud til at han var væk, da der mere eller mindre var indgået en aftale mellem Everton og Chelsea formedelst et beløb i omegnen af 32 millioner euro, men i sidste øjeblik trak hovedpersonen sig, og siden da har han ikke spillet et sekund for Everton, officielt pga. en skade.
Hvem han indgår en ny kontrakt med er naturligvis ikke til at vide i skrivende stund, men i lighed med hvad tilfældet er for Wilshere, så kan også Barkley skimte VM i Rusland, og han ved naturligvis at det kræver fast spilletid for at komme med i Englands trup, og hvem der kan tilbyde ham det, kan faktisk være svært at tippe. Umiddelbart er talentet og potentialet til mere end Everton, men han har en skrøbelig psyke, og en åbenbart også speciel skadesfrekvens, så med mindre Tottenham, som tidligere hen har luftet interessen for ham, hopper på “limpinden”, så er det svært at se ham reelt gå op i klub niveau, og det kan blive klubber som f.eks. Watford, Southampton, eller måske Newcastle der smider penge efter spilleren med den eminente teknik.
Sanchez, Özil, Wilshere og Barkley repræsenterer alle klubber i Premier League, og også Emre Can, Juan Mata, Fernandinho, Marouane Fellaini, Santi Cazorla, Luke Shaw, Ander Herrera og Daley Blind har kontraktudløb til sommer. De 3 sidstnævnte har dog en option i kontrakten på yderligere 1 år, såfremt parterne bliver enige herom, og i hvert fald Blind kunne jeg godt forestille mig, Mourinho fortsat var interesseret i at beholde, som et alsidigt supplement til stjernerne.
Can rygtes til Juventus eller Bayern München, mens Fernandinho kunne blive et emne i Roma eller Napoli. For begges vedkommende er der mulige VM-billetter på spil, så igen skal spilletid vægtes højt. Såvel Can i Liverpool, som Fernandinho i Manchester City, har indtil videre i sæsonen opnået rigtigt meget spilletid, og det er vel ikke helt utænkeligt at begge måske endda forlænger eksisterende kontrakter, om end sidstnævnte runder 33 år til februar, og således næppe er en langtidsløsning for ambitiøse Pep og City.
Kigger vi udenfor Englands grænser er det værd at notere sig særdeles interessante navne som Stefan De Vrij i Lazio, eller hvad med den førhen så talentfulde trio, Carlos Vela, Mario Balotelli og Lewis Holtby, spillere som har været en del omkring i deres omtumlede karriere, men som aldersmæssigt stadig har flere gode år i sig. Skader og/eller tossestreger fra primært Balotelli, har dog efterhånden begrænset udvalget af mulige destinationer for den offensive trio, der som helt unge var i henholdsvis Arsenal, Manchester City og Tottenham, klubber de fremadrettet kun kan drømme om.
Aldrende spillere, alle tidligere eller nuværende verdensstjerner som Robben, Chiellini, Miranda, Touré, Ibrahimovic og Ribery står også foran kontraktudløb, og umiddelbart ser det kun ud til at Chiellini bliver i sin nuværende klub, Juventus. Bankbøgerne bugner, og hylden med pokaler er tynget af gevinster for disse fyres vedkommende, og fremover kan klubadressen blive alt lige fra USA, Kina, eller måske en tur til en ørkenstat, og givtige skattevilkår.
Endelig er der et par yngre gutter i Schalke 04, der overraskende nok også står til rådighed for frie forhandlinger til januar. Det drejer sig om de to 95’ere Leon Goretzka og Max Meyer, der begge har fået kampe på A-landsholdet, og begge er en vital del af den flok spillere født i 95/96 som Joachim Löw tidligere har udtalt sig så fordelagtigt om, og som alle for så vidt har en reel chance for at til spille sig en plads i Tysklands VM trup til sommer. Meyer var med til at føre U17-landsholdet frem til finalen, som de dog tabte til Spanien i 2012, hvor han bl.a. var på hold med netop Goretzka, men også Julian Brandt, Timo Werner og Nicklas Süle m.fl.
Dengang blev Meyer kåret til bedste spiller, og snuppede endvidere topscorerprisen. Tidligere i år var Meyer også en vigtig del af det U 21 landshold der vandt U 21 EM, og han blev efterfølgende udtaget til “All-star” mandskabet sammen med bl.a. navne som Saul, Asensio og Bernardeschi, så det må siges at være virkelig overraskende at han endnu ikke har fået sin kontrakt forlænget i Schalke, hvor han tilmed er “hjemmeavlet”. Det har dog givetvis ikke skortet på tilbud fra klub ledelsen, men ligesom holdkammeraten Goretzka, så kan Meyer ganske givet også skimte mere lukrative klubadresser udenfor Tysklands grænser,
hvis det da ikke lige bliver Bayern München, der løber med en af de unge spillere, hvilket ikke just vil være overraskende.
Selvom Meyer bestemt er en som Tyskland forventer sig en del af, så er Goretzka et talent på en øvre hylde, og kun skader, har indtil videre forhindret den alsidige spiller i at få sit endelige gennembrud. Tidligere i år tilbød Schalke ham en kontrakt forlængelse, der ville gøre ham til den højst lønnede spiller nogensinde i den blå trøje, men i modsætning til Meyer, er Goretzka ikke fra klubbens akademi (han voksede op i Bochum), så følelserne er måske ikke så gensidige, og når klubnavne som Arsenal, Juventus, begge Manchester klubber, Tottenham og FC Barcelona efter sigende kigger interesseret på hans fremtid, så er det helt naturligt at holde pennen lidt tilbage, for med al respekt for Schalke, så er der hverken titler, eller de ekstrem beløb der kan hentes her, så mit tip vil være at Goretzka smutter til Italien eller England, enten allerede i januar, alternativt senest til sommer.
Der er naturligvis mange flere navne på listerne over kommende transferfrie spillere, og fælles for dem alle er at de nok ikke holder fri mellem Jul og nytår, men i stedet forbereder sig til forhandlingerne med mulige nye arbejdsgivere, hvis de da ikke tager endnu en tørn for deres eksisterende arbejdsgiver, det er set før.
Men spændende bliver det!
Indlægget er udelukkende udtryk for bloggerens egne holdninger.
Kort om Torben Aakjær:
Torben Aakjær har et indgående kendskab til fodboldens verden, efter at have arbejdet i den i knap 20 år. Han har bl.a. været scout i Herfølge BK, Hamburger SV og Manchester United. I øjeblikket arbejder han som rådgiver for den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista.