Torsdag d. 2. marts stod det klart, at 34 årige Steffen Rasmussen, forlængede sin kontrakt med hjerte- og barndomsklubben AGF. En forlængelse, der har fået flere til at løfte øjenbryn – for hvorfor skal en aldrende reservekeeper forlænges – og hvorfor kun med et halvt år?
Hjertet banker for AGF
Steffen Rasmussen er indbegrebet af en klubmand i AGF. Han har spillet mere end 400 kampe for AGF’s førstehold, og han har været inde over U21-landsholdet for nogle år siden. Han er keeper, han er dedikeret og han er trofast. Men han er også blevet reserve. Førstevalget er i øjeblikket serberen Aleksandar Jovanović, og der er umiddelbart lang vej til grønsværen for Steffen Rasmussen.
Men selvom spilletid ikke just ligger i kortene, træner Staff stadig med på fuld styrke – han er da også reserve – og udover det, er han i gang med et traineeforløb i klubben, der skal ruste ham som en fremtidens mand i AGF’s salgsafdeling, hvor han skal hverve nye sponsorer til klubben. En salgskarriere, der har meget med fodbold at gøre, men som i højere grad handler om merchandise, reklamemateriale, banners og skilte – end det handler om reelt fodboldspil.
Hvorfor forlænge?
Hvis man ser på det faktum, at Steffen indenfor ganske få måneder, først mistede sit anførerbind til Duncan, og siden mistede sin spilletid til Jovanović, kan det være svært at forstå, hvorfor han vil forlænge. Han kunne formentlig få både kontrakt og spilletid hos en 1. divisionsklub, men det har været AGF, der har haft hans primære fokus.
Ud fra et følelsesmæssigt synspunkt, er det måske ikke så svært at forholde sig til, men set med professionelle briller, er det lidt mere komplekst at forstå, hvordan man som anfører, klubmand og rekordholder som mest spillende AGF’er nogensinde, kan stille sig tilfreds med en udsigt til ca. 0 minutter i benene/handskerne, og i øvrigt gå fra at være frontmand og forbillede til permanent bænkevarmer, hvis ens hjerte banker for at spille fodbold? Det er soleklart – fordi AGF som klub og institution betyder mere end fodbold i al almindelighed.
Men hvorfor har AGF valgt at forlænge? Det er straks mere interessant. Rasmussen er jo ikke just en fremtidens mand, og man har da også en temmelig lovende profil i Thomas Hagelskjær, som uden synderligt meget tvivl, bliver første valg til reservekeeper posten, når Steffen Rasmussen indstiller sin karriere.
Man kan spekulere i, om forlængelsen med Steffen Rasmussen er en foranstaltning i forhold til, hvis AGF ender med at rykke ud af Superligaen (igen, igen, igen) og man som følge deraf må vinke farvel til Jovanović, der allerede bejler omkring det serbiske landshold, og i øvrigt har en meget lovende karriere foran sig.
Således har man måske fra AGF’s side valgt, at Steffen Rasmussen skal være nyt førstevalg, hvis ligaen for De Hvii’e fra næste sæson hedder 1. division.
AGF er endegyldigt ude af top-6-placeringerne, der giver adgang til mesterskabsslutspillet, og som sådan er det nedrykningsspillet, der er en realitet for aarhusianerne.