Fodbold-transfers.dk’s blogger, Torben Aakjær, ser nærmere på en række af de profiler, som kan overtage Ballon d’Or-trofæet. Læs hele hans analyse her.
Ingen pris er individuelt mere prestigefyldt for en fodboldspiller, end at få overrakt Ballon d’Or-trofæet, som første gang blev uddelt til den dengang 41-årige englænder, Stanley Matthews, som repræsenterede Blackpool, der i den forløbne sæson var sluttet som nr. 2 i den bedste engelske række, med 11 point op til mestrene fra Manchester United.
Konkret hvorfor trofæet netop gik til den mildest talt aldrende englænder, er i vore dage umuligt at redegøre for, men man kan have en vis formodning om at det var en slags hæderspris for en ekstrem lang karriere, der havde strakt sig fra debuten tilbage i 1931, og i øvrigt fortsatte hele 9 år efter
at han havde vundet Ballon d’Or.
Naturligvis hersker der ingen som helst tvivl, om at Matthews var en enestående fodboldspiller, men alderen og hans manglende trofæer (vandt kun 1 x FA Cup i sin lange karriere), taler ikke så lidt imod ham. Samme år som Ballon d’Or -trofæet blev indført af det franske fodboldmagasin France Football, havde Real Madrid vundet Europa Cup for Mesterhold (nu CL), og på det hold fandt man flere af datidens allerstørste navne som f.eks. Raymond Kopa, og ikke mindst Alfredo Di Stefano m.fl. Pudsigt nok var det også det første år for denne turnerings afvikling, så man må i den grad sige, at europæisk topfodbold blev iscenesat der midt i 50’erne.
Den dag i dag er Matthews ikke overraskende den ældste modtager af trofæet, og op igennem 50’erne og 60’erne lå alderen på prismodtagerne typisk på mellem 26-31 år, ganske som vi ser det i mere nutidige kåringer, men i 1964 var det den 24 årige Denis Law, som stod øverst podiet, og allerede året efter, blev den rekord slået, da Eusebio var Europas bedste fodboldspiller.
I 1968 var det så George Best, der som kun 22-årig lod sig kåre, og den rekord holdt helt frem til 1997, hvor Ronaldo (Brasilien) som blot 21 årig nu var klodens bedste fodboldspiller. Siden 1995 havde alverdens spillere været emner, såfremt de repræsenterede en europæisk klub, og siden 1997 gjaldt det så for alle spillere, uanset klubtilhørsforhold.
Michael Owen, en af nyere tids mest overraskende prismodtagere, gjorde Ronaldo kunsten efter, da han året efter var på samme alder, og rekorden fra den offensive duo består den dag i dag, hvor det i parentes bemærket kan nævnes at Ronaldo (Portugal) og Messi var henholdsvis 23 og 22 år, da de første gang vandt trofæet.
En ting er alderen, noget andet er nationaliteten og klubtilhørsforholdet, for det er naturligvis ikke hvem som helst, som kan vinde dette trofæ, illustreret ved at ganske få nationaliteter og endnu færre klubber, skiller sig ud, når man går i dybden med de nøgterne facts.
I alt 43 forskellige spillere har indtil videre løftet trofæet, med Tyskland og Italien som hyppigst repræsenterende nationaliteter med 5 hver, mens klubberne Barcelona, Real Madrid, Juventus og AC Milan hver har haft 6 spillere øverst på podiet. Barcelonas 6 spillere har dog indtil videre vundet flest gange, helt præcis 11 stk., mens Real Madrids ditto følger lige efter med 10, og så kommer de 2 italienske storklubber med hver 8.
Hvis man medtager nr. 2 og 3 i statistikken, viser tallene for hvilken klub spillerne har repræsenteret, ganske klart at det er Barcelona der er den foretrukne klub. Hele 33 spillere (ikke nødvendigvis forskellige) har været blandt de 3 bedste siden 1956, mens Real Madrid følger efter med 26. Herefter kommer i rækkefølge Bayern München med 18, AC Milan med 17, Juventus med 16 og Manchester United og Inter FC med hver 11.
Med viden om alderen, nationaliteten og klubtilhørsforholdet, er det naturligvis også interessant at se hvilke positioner de vindende aktører har haft, og ikke overraskende er det i udpræget grad offensive spillere der har vundet flest gange, nemlig hele 45 gange, mens midtbanespillere står noteret for 9, forsvarsspillere for 3 og målmænd blot en enkelt.
Kigger man 10 kåringer tilbage, konstaterer man at 7 af vinderne, som jo kun har været et anliggende mellem Ronaldo og Messi, har vundet som minimum CL. De 3 gange en ikke CL vindende deltager alligevel har ladet sig hylde, var i 2013 (Ronaldo vandt ingen titler det år, men blev topscorer i CL), 2012 (Messi vandt ingen titler, men blev topscorer med 50 mål i ligaen), samt i 2010, hvor Messi var med på mesterskabsholdet samt blev topscorer i såvel La Liga som CL.
Kaká som var seneste Ballon d’Or-vinder, udover den gyldne duo, tilbage i 2007, vandt det år CL med AC Milan, og vinderen før ham, Fabio Cannavaro, vandt Verdensmesterskabet med Italien i 2006. Mønstret, omtalt herover, er nogenlunde det samme når man gennemgår mere eller mindre samtlige modtagere af trofæet, naturligvis med undtagelser, som Matthews var et glimrende eksempel på.
Med ovenstående facts, tendenser og viden in mente, kan det være en spændende “leg” at forsøge at tippe sig frem til potentielle fremtidige vindere af trofæet, for med Ronaldos næsten 33 år, og Messi som runder 31 senere i denne sæson, er det selvsagt kun et spørgsmål om relativ kort tid, førend denne duelleren slutter. Mit bud er faktisk at Ronaldo, med 2017 trofæet, har vundet sin sidste pokal, med mindre naturligvis at Real Madrid genvinder CL og/eller at Portugal sensationelt vinder VM til sommer i Rusland.
Nuvel større overraskelser end de anførte, er jo sket før i fodboldhistorien, men det må stå klart for enhver, selv den mest fanatiske Real Madrid/Ronaldo tilhænger, at det fysiske pragteksemplar ikke længere er den samme som for blot få år siden. Alderen indhenter os alle på et tidspunkt, og jeg kan ikke i min vildeste fantasi se Ronaldo overgå Messi endnu engang, med mindre at denne får en grim skade undervejs, der holder ham ude mere eller mindre resten af året, eller at ovenstående klub/landsholds titel tilfalder Ronaldo endnu engang, og i så fald vurderer jeg rent faktisk at måske ikke engang VM-trofæet kan “redde” ham (men det gør det jo nok alligevel….), i det Ballon d’Or trods alt kun bør uddeles til den individuelt stærkeste spiller, ikke udelukkende til den mest vindende, men de 2 parametre bør naturligvis hænge sammen, og gør det da også ofte.
Men lad os forestille os at Messi vinder trofæet næste gang, dvs. 2018, hvilket ganske givet sker såfremt Barcelona vinder CL og/eller Argentina vinder VM. Hvad sker der så herefter? Når trofæet uddeles i december 2019 er Messi 32 år, og ja, det er ikke umuligt for den lille troldmand at snuppe det for syvende gang, men det mest sandsynlige scenario er vel (måske håber jeg det bare) at 2018 er slutningen for Messis Ballon d’Or-raid.
Vi havde i 70’erne en fight mellem datidens største spillere, Johan Cruyff og Franz Beckenbuer, der tilsammen vandt 5 gange, og årtiet blev så “lukket” af Kevin Keegans 2 trofæer i 78′ og 79′. 80’erne bød på 6 forskellige vindere, med Platini som hyppigste modtager af trofæet, 3 gange i træk, og 90’erne gik så helt “amok” i uforudseenhed med 10 forskellige vindere på lige så mange år.
00’erne var såmænd ikke meget bedre, for indtil Ronaldo/Messi æraen så småt begyndte fra 08, var det 7 forskellige på lige så mange år. Og herefter kender de fleste historien, som udelukkende har været et anliggende mellem den ekstreme Ronaldo og det tekniske vidunder Messi.
Hvordan de kommende års tendens vil komme til at se ud, er noget nær umulig at spå om, men jeg tillader mig herunder at komme med mit bud på 10 navne, som kunne tage over fra og med 2019-uddelingen. Jeg har udelukkende koncentreret mig om spillere der er født i 1991 eller yngre, da disse maks. vil være 28 år i december 2019.
Rækkefølgen er udelukkende baseret på spillerens alder, startende med de ældste først:
Årgang 91:
Eden Hazard (Belgien og Chelsea)
Kevin De Bruyne (Belgien og Manchester City)
Antoine Griezmann (Frankrig og Atletico Madrid)
Årgang 92:
Neymar (Brasilien og PSG)
Philippe Coutinho (Brasilien og FC Barcelona)
Årgang 93:
Harry Kane (England og Tottenham)
Paulo Dybala (Argentina og Juventus)
Paul Pogba (Frankrig og Manchester United)
Årgang 97:
Ousmane Dembelé (Frankrig og Barcelona)
Årgang 98:
Kylian Mbappe (Frankrig og PSG)
Ovenstående spillere er her og nu i aldersklassen mellem 19 og 27 år, og offensivt orienterede, dog med undtagelse af Pogba, der dog nok med tiden vil blive rykket længere frem på banen. Det pudsige er at især den ældste trio repræsenterer klubber som ikke just har stået forrest da Ballon d’Or-trofæet blev uddelt. Manchester City og Chelsea har som klub aldrig haft en spiller på podiet, og ej heller Belgien som nation.
De senere år er der dog sket en del omkring klubfodbolden i de nyrige klubber Chelsea og Manchester City, ja også omkring PSG, som jo har 2 spillere på ovenstående liste, så selvom odds måske er imod spillerne derfra, skal man nok tage det med et gran salt, og hvem ved hvilke klubber disse topnavne repræsenterer i 2019? Umiddelbart kunne jeg da forestille mig at som minimum Hazard og Griezmann, og sikkert også Neymar og Mbappé, er i nye klubber, og blandt de øvrige navne er det nok også særdeles tvivlsomt om Kane til den tid stadig spiller i Tottenham, mens Dybala givetvis også er at finde på en anden adresse.
Aktuelle topnavne som Kroos, Suarez, Lewandowski, Agüero og Cavani, som i skrivende stund er mellem 28 og 30 år, er simpelthen for gamle til den tid (vil jeg) tro, mens yngre spillere som Isco, Icardi, Alli, Rashford, Martial og Asensio i min optik kan udvikle sig til virkelig dygtige spillere, men dog ikke nogen som bør kunne komme i betragtning til Ballon d’Or -trofæet, men man er jo før blevet overrasket i den henseende.
Apropos yngre navne, så må man naturligvis heller ikke glemme Jesus, Sane, Werner, Pulisic, og Tielemans eller hvad med de purunge blot 18-årige Havertz og 17-årige Junior? Ja meget kan ske, men i første omgang vil jeg vove den påstand at Ballon d’Or-vinderne fra 2019/20 og nogle år frem, skal findes blandt mine 10 udvalgte, men jeg lader mig gerne overraske, for hvem havde troet at en 41-årig kunne vinde i 1956, og hvordan kunne en dansker pludselig stå øverst på podiet i 1977!
Men spændende bliver det!
Indlægget er udelukkende udtryk for bloggerens egne holdninger.
Kort om Torben Aakjær:
Torben Aakjær har et indgående kendskab til fodboldens verden, efter at have arbejdet i den i knap 20 år. Han har bl.a. været scout i Herfølge BK, Hamburger SV og Manchester United. I øjeblikket arbejder han som rådgiver for den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista.