Fodbold-transfers.dk’s blogger Torben Aakjær ser nærmere på Brøndby IF’s ambitiøse projekt, kaldet Masterclass. Aakjær evaluerer projektets udvikling indtil nu, og han er ikke imponeret.
Med mindre man er decideret ignorant, uvidende eller simpelthen blot indædt hader den københavnske Vestegns stolthed, Brøndby IF, så bør ingen kunne ignorere, at det er klubben, der gennemgående de seneste 30 år, har udviklet absolut flest kvalitetsspillere til både Suppedasen, hvor de har optrådt enten for klubbens bedste mandskab, konkurrerende mandskaber, i udenlandske klubber, og for fleres vedkommende på landsholdet, hvor det ikke nødvendigvis kun er de almindelige “leverpostejspillere”, som hyppigst udspringer af de danske klubbers såkaldte talentudvikling.
Brødrene Laudrup er naturligvis prikken over i’et, og en duo som selvsagt bliver svær at overgå eller blot matche, uanset om man taler om Brøndby eller en anden dansk klub.
Netop de to brødre er jo nok det bedste, der er sket i dansk fodbold, nok sammen med Allan Simonsen, der blev udklækket i Vejle FC/BK og Peter Schmeichel, som var i et par forskellige mindre klubber (Smørum og Høje Gladsaxe), inden karrieren for alvor fik fart i – ja netop Brøndby, hvortil han kom som 23-årig, og herefter kender vi alle historien!
Udover Laudrup-brødrene, kan man i vilkårlig rækkefølge nævne EM-helten Faxe, klublegenden Per Nielsen, som dog aldrig fik den store landholdskarriere, samt folk som Zimling, Kahlenberg, Krohn-Dehli samt de sidste 10 års markant bedste forsvarsspiller med dansk pas, Daniel Agger, og så er en god portion af de potentielt mest interessante unge spillere som Boilesen, Højbjerg, Andreas “AC” Christensen samt Durmisi, alle fire et produkt af Brøndbys ungdomsafdeling.
Ekstra surt for Per Bjerregaards livsværk, er det så at konstatere at de tre første af ovenstående kvartet alle strøg til udlandet, mens de stadig kun var teenagere, og det endda uden at klubben fik andet end pebernødder for dem, men det er en helt anden historie.
For ligesom at sætte en tyk streg under, at vestegnsklubben markant er den klub, der er forrest i bussen hvad angår udviklingen af de bedste unge spillere, så kan man tage et kig på DBU’s Arla-talentpris, en pris der hvert år, siden 1987, er blevet tildelt den mest interessante unge U-17, U-19 og U-21-spiller.
Samlet har spillere opfostret i Brøndby sat sig på hele 19 af disse titler, fordelt på otte i U-21, fem fra U-19 og seks U-17-spillere. Sidste Brøndby-dreng øverst på en af de tre podier var Andrew Hjulsager, som i 2013 snuppede U-19-titlen.
Hjulsager, der skiftede til Brøndby som 9-årig fra Fremad Amager, hvorfor man må sige at Brøndby i den grad har haft en markant rolle i hans udvikling, har spillet knap 50 Suppedas-kampe for klubben, og ligner i den grad en mand for fremtiden, under forudsætning af at man ikke fortsætter det vanvid, som den tidligere sportschef Per Rud foretog sig, med utallige mildt sagt uheldige indkøb. Indkøb som den nuværende sportschef, Troels Bech, bakser for at få skubbet ud af klubben igen, uden at påtage sig alt for store økonomiske knubs.
Klubben har igennem mange år været aldeles toneangivende i de primære ungdomsrækker, U-15, U-17 og U-19, hvor især trænere som Tom Køhlert, Kim “Krølle” og John Ranum har bidraget betragteligt. Af de tre er kun sidstnævnte, Ranum, tilbage i klubben, hvor han pt. er omkring U-17-mandskabet, de årgange, som han hyppigst har arbejdet med i sine mange år i klubben.
Hvis vi kort hopper op på seniorniveau, så skal man helt tilbage til sæsonen 04/05 for at finde et dansk mesterskab, hvilket var nr. 10 i rækken, men sidenhen har der i den grad været titeltørke, og det er selvsagt noget der tærrer på en klubs renomé og selvforståelse.
Træner for seneste mesterhold var, som de fleste nok erindrer, Senor Laudrup, legenden, som med blandet succes, startede en siden hen broget trænerkarriere op netop i barndomsklubben, hvor han snuppede en række andenpladser, og så altså nævnte mesterskab.
Selvom mange betragter tiden under Brøndby, som et opgør med de såkaldt romantiske forestillinger om, at klubbens bedste mandskab primært skulle bestå af egen avlede folk, tilsat enkelte profiler udefra, så var fem af de hyppigst benyttede spillere i mesterskabssæsonen rent faktisk udklækket i Brøndby, nemlig Per Nielsen, Dan Anton Johansen, Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og til dels Kim Daugaard, og herudover fik en klubmand som Kasper Lorentzen, og den senere hen afsatte Niki Zimling, rent faktisk også spilletid.
Efter Laudrup-æraen tog hollandske Rene Meulesteen over i en kort periode, inden klubmanden Tom Køhlert, for tredje gang blev cheftræner. Herefter fulgte en række af klubbens tidligere spillere på cheftræner-posten som Kent Nielsen, Henrik Jensen og den lille litauer Auri Skarbalius, inden den nuværende træner, Thomas Frank, overtog posten i 2013, som et led i et noget fantasifuldt projekt under ledelse af pengemanden Aldo Petersen, hvorunder også Per Rud kom til, i en rolle som sportschef.
Flere års titeltørke og ansættelse af Per Rud
Efter flere års titeltørke, flere gange tæt på økonomisk ruin og latterliggørelse i medier, og af modstandere som FCK og opkomlingene fra FCM, var det nu tid til at sadle om. Man ville i højere grad satse på klubbens egne spillere, hvilket var en af årsagerne til den chokerende ansættelse af Thomas Frank, som på seniorniveau var et aldeles ubeskrevet blad, idet han tidligere kun havde stået i spidsen for ungdomshold, senest det danske U-19-landshold.
Per Rud var hentet til fra HB Køge, hvor han, ganske fejlagtigt, blev betragtet som en dygtig mand til at spotte talenter, og til at pleje disse, og han kunne i 2014 på et stort anlagt pressemøde fortælle, at nu iværksatte man “Brøndby Masterclass”, et projekt man efter sigende havde været hele ti måneder om at udvikle. I forbindelse med præsentationen af dette nye tiltag blev det anført, at man gik efter at inkludere 50 % af sine egne spillere i førsteholdstruppen senest fra 2017, at klubben hver sæson skal snuppe medaljer, og senest i 17/18 endda guldet.
Endvidere ville man fra 2016 have mindst 25 spillere med spilletid på de danske U-landshold.
Budgettet var og er på et større tocifret millionbeløb, og en masse nye trænere blev ansat under ledelse af den tidligere Europamester, Kim Vilfort. Man ville ikke blot være førende i lille Danmark, nej, man ville være helt i spidsen for Norden på området talentudvikling, hvilket blandt andet skulle indfries ved hjælp af oprettelse af ti regionale talentcentre, og indgåelse af samarbejdsaftaler med 20 såkaldte talentklubber, som geografisk skulle være indenfor 15 kilometer af Brøndby.
Per Rud nærmest strålede af overstadig lykke på førnævnte pressemøde, og han fejrede dette nye, umiddelbart interessante tiltag, ved at indkøbe en ordentlig portion udenlandsk skrammel, og på den måde vanskeliggøre vejen for de unge spillere, fra U-19 til seniorholdet.
Men som Rud så skal vi jo heller ikke rykke ned, da det unægteligt ville besværliggøre projektets videreførelse. Ukurante navne som Semb Berge, Nunez, Verbiest, Hasani, Szymanowski, Almebäck, Rashani og Fridjonsson blev indkøbt, sideløbende med at aldrende klub-koryfæer som Daniel Agger, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg kom til.
Et par unge folk i de hyppigt skadede Kenneth Zohore og Christian Nørgaard blev også hentet hjem fra mislykkede udlandsophold, og endelig “Kannibalen” Khalid Boulahrouz, som efter eget udsagn skulle bruge klubben som udstillingsvindue til at komme med til en slutrunde for Holland.
Et projekt som naturligvis mislykkedes, og selvom den gamle hollænder bestemt imponerede i enkelte kampe, så har hans løn givetvis været så skyhøj, at det altovervejende har været et stort minus på budgettet.
Capellas, Frandsen og Lehm blev ansat
Stakkels træner Frank, som nok har haft sit hyr med at råbe de mange spillere op, fik forskellige hjælpere til projektet, blandt andre Claus Nørgaard, også primært tidligere U-træner, samt en spanier, der efter Per Ruds opfattelse var blandt verdens førende for så vidt angik talentudvikling.
Navnet var Albert Capellas, som kom til fra flere års assistentroller i den lille hollandske klub Vitesse, og som endvidere for flere år tilbage havde været ungdomskoordinator i FC Barcelona. Også Per Ruds tidligere træner i HB Køge, Per Frandsen, kom til og helt i den nepotistiske ånd, som Rud ynder at arbejde ud fra, blev også Henrik Lehm ansat.
Lehm havde i lighed med Rud arbejdet flere år med pigefodbold, men om det var disse præferencer eller simpelthen, fordi Rud vitterligt vurderede, at disse folk var de bedste til deres jobs i klubben, må henstå i det uvisse. Summa summarum, så er de alle en kedelig parantes i klubben, og vil næppe få deres navn på en tavle!
Frank, Nørgaard og Capellas, en mildest talt uprøvet trio, som både skulle vinde medaljer, samt ikke mindst gøre brug af klubbens efter sigende mange store talenter. Alt dette gik naturligvis aldrig op i en højere enhed, og klubben kæmpede længe i den tunge ende af tabellen, men sluttede dog hæderligt på fjerdepladsen.
Sæsonen efter blev det til en tredjeplads, men stadig var det langt fra klubbens egne spillere, man hyppigst benyttede, og på et tidspunkt fik bestyrelsen nok, og kylede lille Per på porten, og herefter begyndte et kæmpe oprydningsarbejde, med at få smidt alt hans indkøbte skidt og skrammel ud.
Frank kæmpede mod alle odds
Thomas Frank kæmpede stadig imod alle odds, og fik undervejs implementeret en række af klubbens egne folk i startformationen, som for eksempel åbenbaringen Riza Durmisi, der efter længere tids kamp sendte en anden af klubbens egne spillere, Patrick Da Silva, helt ud i kulden. Andrew Hjulsager, Dario Dumic samt de aldrende Kahlenberg og Agger, der dog oftest var mere skadede end de var spilleklare, røg samme vej.
Som det fremgår af ovenstående så skranter det gevaldigt for klubbens bedste mandskab, men på grund af flere faktorer, herunder naturligvis lejlighedsvis dygtighed, held, og ikke mindst, fordi Suppedasen i disse år er nærmest historisk svag, så er klubben stadig med i den øvre halvdel af ligaen, og kan bestemt slutte sæsonen på en af de påkrævede tre øverste pladser, men der skal unægteligt ikke gå meget galt i et hektisk forår, førend dette ikke kan realiseres.
Tilbage til ungdomssektoren, som jo nu på andet år kører med den voldsomt hypede Masterclass. Der er indgået flere aftaler med mindre klubber, klubber med hvem man nu har indgået et samarbejde, der betyder at trænere fra Brøndbys ungdomsafdeling kommer ud og træner op imod 30 gange årligt. Herudover tildeles hver klub i omegnen af 100.000 kroner pr. år, og der arrangeres utallige træningsophold for de bedste spillere, i og uden for moderklubben.
Men hvad er egentlig forskellen på før- og efter Masterclass projektets start? Tja, set udefra er det unægteligt vanskeligt at skimte fordelene. Man har indgået masser af aftaler med meget små klubber, hvorfra der yderst sjældent produceres topspillere, og såfremt disse klubber, som bl.a. BK Union, B 1908 og Roskilde KFUM m.fl., pludselig havde et mega-talent rendende rundt, så var Brøndby, historisk set, i hvert fald på Sjælland, alligevel topfavorit til at kapre vedkommende, for næsen af konkurrenterne fra FCK, FCN og Lyngby m.fl.
Man har så også indgået aftaler med klubber som Kolding IF, Holstebro og Næsby, klubber som tidligere hen i mere eller mindre formel forstand, arbejdede sammen med henholdsvis OB, FCM og Vejle og/eller Esbjerg, og disse “oversøiske” tiltag, har ikke overraskende betydet at klubledere rundt omkring i landet, har udtalt sig ganske lidt flatterende om Brøndby.
Andre klubber kritiserer Brøndbys metoder
En af disse kritiske ryster kommer fra FCM-formanden, Rasmus Ankersen, som direkte mener, at det minder om en gang “varm luft”, med alle disse løfter og store armbevægelser, mens man så sideløbende køber masser af arbejdskraft udefra, hvoraf de fleste end ikke forstærker holdet, hvilket selvsagt er aldeles uholdbart.
Også folk fra Randers, OB og Esbjerg har været ude i pressen og brokke sig over Brøndbys tiltag, men om dette er fordi disse klubber simpelthen er bange for den skærpede konkurrence, eller fordi de ikke kan se noget afgørende nyt i projektet, er selvsagt svært at tolke.
Personligt har jeg unægteligt svært ved at se, hvad fordelene er ved dette Masterclass-projekt. Det er naturligvis så tidligt i projektets levetid, at man reelt ikke kan udtale sig herom, men indtil videre er der ikke sket afgørende på fronten, hvad angår at udvikle spillere.
Man har, som man altid har haft, tonsvis af spillere på de forskellige U-landshold, men umiddelbart er der ikke nogen af disse spillere, som formodes at opnå andet end det såkaldte “leverpostejsniveau” på sigt, og tager man et kig på klubbens bedste mandskab, så er der blot en enkelt, Riza Durmisi, som kan kaldes fast mand i startopstillingen, udover naturligvis de aldrende Kahlenberg og Agger, som begge minder om spillere, der “synger på sidste vers”, og næppe kan kaldes klubbens fremtid.
En spiller som Hjulsager får en del kampe, mens man aldrig ser navne som tredje keeper Andreas Hansen eller tilbagevendte Da Silva, Malthe Johansen, Svenn Crone eller Corlu. En gut som Frederik Holst får indimellem lidt spilletid, men igen, er der ikke just tale om en spiller, som man virkelig tør tro på får en afgørende rolle på sigt, og så er der rent faktisk ikke andre, selvom Daniel Stückler, der er 97’er, netop er hevet op til førsteholdet i en mere eller mindre permanent rolle.
Mens Per Rud sammen med en anden af klubbens tidligere sportschefer, Anders Bjerregaard, kæmpede indædt i at bruge så mange penge som muligt, på dårligst mulige spillere nu er fortid, og som bekendt afløst af debutanten ud i sportschef-rollen, Troels Bech, så må man konstatere, at troen på egne folk stadig ikke ligger som en grundliggende substans i cheferne omkring førsteholdet.
For indenfor det sidste års tid, har man købt i bedste fald middelmådige spillere som Mads Toppel, Ronnie Schwartz, Jesper Juelsgaard, Rudolph Austin, Teemu Pukki, Christian Jacobsen og senest David Boysen.
Spillere som for fleres vedkommende ikke har præsteret på højeste plan overhovedet, eller som købes tilbage fra mislykkede udlandsophold, og som på forunderlig vis foretrækkes frem for det der vokser op fra ungdomsafdelingen.
Superligaen er én af Europas svageste ligaer
Dette til trods for at Suppedasen aktuelt er blandt Europas svageste ligaer, ja, niveaumæssigt placeret helt nede som nummer 24, og nu må se sig overhalet af nordiske ligaer fra Sverige og Norge, hvilket nok sætter svagheden i ekstremt relief!
Selv ikke det fact, at ligaen vitterlig er så svag, kan åbenbart animere ledelsen til i mere udtalt grad, at satse på de bedste ungdomsspillere, og med al respekt for navne som Christian Jacobsen, David Boysen og Mads Toppel, så virker det absurd, at der virkelig ikke kommer bedre spillere fra det hypede Masterclass-projekt, som dog trods alt har arbejdet i et par år efterhånden.
Hvis sandheden virkelig er så grum, at man simpelthen ikke kan udvikle bedre spillere, så kan man jo ligeså godt kaste håndklædet i ringen. Man behøves ikke at kunne udvikle en Agger, Kahlenberg eller en Krohn-Dehli hvert år, men hvis man virkelig vurderer, at spillere fra landets næstbedste rækker er bedre, og åbenbart mere perspektivrige end klubbens egne folk som Hjulsager, Da Silva, Holst, Corlu (der godt nok er langtidsskadet) samt Malte Johansen, ja, så ser det virkelig slemt ud.
Der bruges uhyggelig mange penge på Masterclass, og med udtalelserne, positivt ambitiøse, om at man ikke blot skal være bedste talentudvikler i landet, men i hele Norden, ja, så sættes der uværgeligt et mega-pres på de aktører, der til dagligt skal forsøge at leve op til de i mine øjne urealistiske forventninger.
Mens de værste konkurrenter for så vidt angik udviklingen af talenter, tidligere hen var klubber som Vejle, AGF og Lyngby, så har flere andre klubber de senere år rustet så meget op på netop talentudviklingsområdet, illustreret ved FCM, FCN, Esbjerg, AaB og selv FCK, at Brøndby i den grad er under pres.
De store talenter er flygtet
Siden salget af Agger for over 60 millioner kroner tilbage i 2006, har man ikke lavet de store handler ud af klubben, hvor man er blevet mere berømt (eller berygtet) for at årgangens bedste spillere (91: Jens Stryger Larsen, 92: Nicolai Boilesen, 94: Patrick Olsen, 95: Pierre Emile Højbjerg, 96: Andreas “AC” Christensen, 97: Markus Bay og senest 98: Nikolai Laursen), simpelthen har fravalgt klubben længe før de slog igennem, eller for fleres vedkommende overhovedet fik debut på førsteholdet, er stukket afsted som teenagere, eller meget unge spillere uden at Brøndby har fået ret meget for dem, og selv erfarne klubfolk som Anders Randrup, Daniel Wass og Mike Jensen, tre kulturbærere, er smuttet uden der kom penge i den slunkne pengekasse.
Det vil sige decideret dårligt købmandskab, ansættelse af flere tvivlsomt anvendelige trænere og markant manglende kontinuitet, kombineret med manglende evne til at producere dygtige nok spillere, har i den grad sat Brøndby tilbage i forhold til flere konkurrenter, og det er unægteligt svært at se hvad der skal gøres, så længe man fastholder at sende penge ned i Masterclass-projektet, der i hvert fald indtil videre overhovedet ikke matcher tidligere tiders eminente ungdomsafdeling i Brøndby!
Drop Masterclass og få succes
Mit bedste bud vil være at sadle helt om: Droppe Masterclass-begrebet, opsige samarbejdsaftalerne med de mange små klubber, nedlægge de højt besungne regionale talentcentre, og gå tilbage til basis, nemlig ved hjælp af dygtige folk, som f.eks. føromtalte John Ranum, at arbejde intenst med de unge spillere, løbende holde øje med hvad der rører sig rundt omkring, og så give Troels Bech en alvorlig løftet pegefinger, og informere ham om, at nu må det altså være slut med at bruge de surt tjente penge på middelmådighed, og i stedet for i højere grad, give klubbens egne unge folk chancen.
Netop i indeværende sæson er der ingen fare for at rykke ned, og man kan således satse endnu mere, og derved give de helt unge “hår på brystet”, samt se hvor “isen kan bære” og hvor den ikke kan, og dermed forme fremtidens hold ud fra kvalitet i egne rækker.
Ved at udsende disse tydelige signaler opnår man igen stor chance for at de bedste unge spillere på Sjælland og omegn, vælger Brøndby, i stedet for at satse karrieren andetsteds, hvor det måske er lettere at skimte klubbens bedste hold.
Om jeg tror man vælger den løsning i Brøndby… – nej, naturligvis gør jeg ikke det, men det var i al beskedenhed min mening.
Indlægget er udelukkende udtryk for bloggerens egne holdninger.
Kort om Torben Aakjær:
Torben Aakjær har et indgående kendskab til fodboldens verden, efter at have arbejdet i den i knap 20 år. Han har bl.a. været scout i Herfølge BK, Hamburger SV og Manchester United. I øjeblikket arbejder han som rådgiver for den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista.