bet365
bet365

Blog: 10 spændende talenter lige nu

0

Blog: 10 spændende talenter lige nuFodbold-transfers.dk’s blogger, Torben Aakjær, ser nærmere på 10 spændende talenter lige nu. Se hvilke 10 store talenter, som han har udpeget her i indlægget.

Selvom Messi/Ronaldo æraen er ved at rinde ud, og der næppe kommer en lignende duo sådan lige med det samme, så er der da heldigvis lys forude på talentfronten, hvor der konstant popper potentielle nye verdensstjerner op.

Langt fra dem alle kommer dog blot i nærheden af de allerstørste klubhold, Ballon d’Or ære og lignende, men ikke desto mindre tillader jeg mig herunder, at udpege de 10 aktuelt mest interessante teenagere, som aktuelt betræder græsbanerne rundt omkring i fodboldverdenen.

Rækkefølgen er tilfældig, men derfor kan jeg jo godt starte med den, som jeg personligt forventer mig allermest af, og den som måske indenfor en relativ kort tidshorisont, kan snuppe det eftertragtede Ballon d’Or-trofæ, hvis ikke i år, så måske allerede næste år, men det kan kun tiden vise os.

1. Kylian Mbappé (19 år)

Blog: 10 spændende talenter lige nu

Foto: shutterstock.com

Født d. 20.12.98, 28 A-landskampe/10 mål for Frankrig.

Større titler: VM 2018, Mester og pokalvinder med PSG i 17/18, VM U 19 i 2016.
Position: Angriber, højre+venstre wing.
Personlig hæder: Golden Boy 2017 og Kopa-trofæet 2018
Kontrakt med PSG til d. 30.6.22.

Ikke siden brasilianske Ronaldo dukkede op i PSV og kort tid efter Barcelona tilbage midt 90’erne, har jeg personligt set noget lignende fra en så ung spiller. Mbappés fart med og uden bold er nærmest uforlignelig, og da teknikken oftest følger trop, er han allerede nu helt oppe i blandt de allerbedste på verdensplan, hvilket yderst sjældent ses i så ung en alder.

Han var aldeles fremragende under VM i sommers, hvor han var en af kræfterne bag sit lands VM titel, og allerede i Monaco tiden, så man talrige eksempler på hans evner i Champions League. Desværre har han siden hen taget en i mine øjne skidt beslutning, ved at skifte til PSG, hvor han tilmed har indgået en længere kontrakt der løber til sommeren 2022, hvor han således vil være 23 år og fylder 24 år samme år.

Med al respekt for den franske storklub, som ganske vist deltager i CL hver sæson, så er holdet simpelthen for stærkt til for alvor at få blot minimum af konkurrence i den hjemlige liga, hvilket uværgeligt betyder at Mbappé (og resten af holdet), simpelthen deltager i alt for mange kampe, hvor det langt fra er nødvendigt at præstere meget mere end 50-60%, og man skal jo ikke være fodboldprofessor, for at kunne regne ud, at manglende topmatching, i den grad kan skade talentet i alvorlig grad, ikke mindst når det foregår over så lang tid.

Mbappés potentiale er så enormt, at kun absolutte topklubber i enten Premier League eller La Liga, kan matche ham, for her vil han både under træning, og i de fleste kampe, blive presset maksimalt, hvilket tvinger ham til at yde det bedste han kan. Når man ser klip fra PSG`s kampe fra Ligue 1, er det tydeligt at han, Neymar og de andre stjerner, kan lege sig igennem hovedparten af kampene, og det er direkte skadeligt for talentet.

Med en købspris på 180 millioner Euro, skal der godt nok nogle grunker på bordet, førend PSG blot overvejer at sælge ham, ikke mindst når man ved hvilken popularitet den unge franskmand allerede har opnået, hvilket selvsagt afspejler sig i enorme salg af trøjer og andet merchandise, men jeg håber at en klub som Real Madrid eller FC Barcelona, alternativt Manchester City (for det er vel kun de 3 klubber der er realistiske her og nu), kommer på banen med et uimodståeligt bud allerede til sommer, for så kan udviklingen af Mbappé forhåbentligt fortsætte ufortrødent den rette vej.

2. Kai Havertz (19 år)

Født d. 11.6.99, 2 A-landskamp/0 mål for Tyskland.

Større titler: –
Position: Offensiv midtbane.
Personlig hæder: Fritz Walter U 19 Guldmedaljen 2016.
Kontrakt med Leverkusen til d. 30.6.22.

Sin unge alder til trods, er den høje (188 cm) ranglede midtbanemand, allerede i gang med sin tredje sæson som fast mand for et af de bedre hold i Bundesligaen, og han var da også den yngste spiller i Tyskland nogensinde, der opnåede 50 liga kampe, hvilket blev opnået da han var 18 år og 307 dage gammel.

Leverkusen som klub, har altid været berømmet for en stærk ungdomsafdeling, og de senere år har den bl.a. stået bag udviklingen af spillere som Leroy Sane (96) og Benjamin Henrichs (97) og nu altså Havertz, der potentielt kan overgå begge nævnte spillere, såfremt udviklingen fortsætter samme positive vej som hidtil.

Havertz er af natur venstrebenet, men har den sjældne gave, reelt at kunne sparke og aflevere lige godt med begge ben, hvilket gør det umådeligt vanskeligt at skærme af for ham, og når han placeres som den offensive playmaker, umiddelbart bag ved angriberne, har han et unikt øje for spillet, endda begge veje, og tilmed er han ikke bange for at gå til stålet defensivt og i hovedspillet.

Skal man forsøge at definere hans spillestil, er det nærliggende at sige at han er en slags kombination af Özil og Ballack. Han har et glidende løb med bolden som Özil, hvor han teknisk er stærk i små rum, til trods for sine lange ben og ranglede figur. Hans overblik minder om Ballacks, og når man betragter ham, minder selve kropsholdningen og stilen faktisk også om dennes. Om han på sigt bliver ligeså stærk som de to tidligere tyske landsholdsspillere, er endnu for tidligt at spå om, men talentet er enormt, og umiddelbart er han placeret det optimale sted.

Han har mange konkurrenter omkring landsholdet, hvor ikke mindst Kroos er en hindring, men også spillere som Goretzka og Draxler og Götze skal han reelt overgå, for at komme helt ind i varmen hos Löw og co.

3. Matthijs de Ligt (19 år)

Blog: 10 spændende talenter lige nu

Foto: shutterstock.com

Født d. 12.8.99, 13 A-landskampe/0 mål for Holland.

Større titler: –
Position: Central forsvar.
Personlig hæder: Johan Cruyff-prisen i 2018 og Golden Boy 2018
Kontrakt med Ajax Amsterdam til d. 30.6.21

Man kan roligt påstå at Ajax har en ekstra ordinær historie og tradition for udviklingen af spillere, som har nået verdenstoppen, hvilket illustreres når man nævner navne som Johan Cruyff, Marco van Basten og Frank Rijkaard, blot for at nævne de måske allerstørste, men også specifikt omkring centrale forsvarsspillere, har klubben udmærket sig, hvoraf de mest kendte nok er Frank de Boer, Thomas Vermaelen og Jan Vertonghen.

Om unge de Ligt på sigt udvikler sig som en af ovenstående, er selvsagt alt for tidligt at spå om i skrivende stund, men potentialet er åbenlyst, og han befinder sig her og nu i de optimale rammer for den fortsatte udvikling, men skal samtidig passe på ikke at blive hængende for længe i barndomsklubben, som i modsætning til førhen, i dag, spiller i en så svag liga, at den desværre ofte bliver en hæmsko for udfoldelsen af potentialet hos de allerstørste talenter.

Jeg vil dog blive overrasket såfremt han fik lov til at spille i Ajax meget længere end maks. et par sæsoner endnu, i det adskillige af spillets helt store aktører, herunder ikke mindst Barcelona, allerede nu holder kraftigt øje med den kropsstærke midterforsvarer, der med sine 189 cm. nok lige er i underkanten af hvad der f.eks. kræves i Premier League, men til gengæld ligner en perfekt type til Barca, ikke mindst når man tager med i betragtningen af at han er ganske habil i sin boldomgang.

Han spiller allerede nu fast for det hollandske landshold, hvor han i flere kampe mod større nationer, har illustreret sin kunnen, og kan han blive noget hurtigere sine korte spurter, tiltror jeg ham en stor fremtid, hvilket sagtens kunne være hos førnævnte Barcelona, der netop nu leder efter emner til sit forsvar på sigt.

4. Sandro Tonali (18 år)

Født d. 8.5.00, 0 A-landskampe/0 mål for Italien.

Større titler: –
Position: Defensiv/central midtbane.
Personlig hæder: –
Kontrakt med Brescia til d. 30.6.21.

Den lille Tonali brød for alvor igennem under sommerens U 19 VM i Finland, hvor han og Italien nåede til finalen, hvor de dog måtte se sig besejret af Portugal, men undervejs havde den lille midtbanespiller udmærket sig som sit holds måske bedste spiller, også selvom mere profilerede typer som Moise Kean (00) og Pinamonti (99) på forhånd var udråbt som de typer, man især skulle holdet øje med.

Tonali befinder sig bedst på den centrale midtbane, og gerne med defensive forpligtelser, og som type kan han faktisk godt minde om en af italiensk fodbolds største spillere nogensinde, Andrea Pirlo, som pudsigt nok også var ungdomsspiller i Brescia, samme sted som Tonali nu befinder sig. Tonali er måske en mere tacklende type end Pirlo, men besidder helt sikkert også et stort overblik, og er i stand til at aflevere millimeter præcist over længere afstande. Han styrer spillet usvigeligt sikkert fra den bagerste midtbane,

Han skal dog nok til at tænke sig om, såfremt udviklingen skal fortsætte nærmest lodret, i det udfordringerne i Serie B, hvor Brescia aktuelt befinder sig, simpelthen ikke er optimale nok, men især klubber som Juventus, Inter og Chelsea holder efter sigende et vågent øje med ham, så mon ikke der relativt snart sker noget på klub fronten.

5. Arne Maier (19 år)

Født d. 8.1.99, 0 A-landskampe/0 mål for Tyskland.

Større titler: –
Position: Defensiv/central midtbane.
Personlig hæder: –
Kontrakt med Hertha Berlin til d. 30.6.21.

Maier er et gennemført produkt af den tyske fodboldskole, hvor han har været med uafbrudt fra U15 landsholdet, frem til nu at profilere sig på U21 holdet, hvor han markant er den yngste spiller, men ikke desto mindre er fast på holdet.

Han er en slider af natur, men har bestemt også kreative elementer i sit spil, og skal man forsøge at finde en tysk spiller han måske minder om, er det Sami Khedira, ikke mindst da denne som anfører var med til at vinde U21 EM tilbage i 2009, dvs. en type som er forholdsvis stærk med bolden, fin i pasningsspillet, og en spiller der ikke trækker sig i tacklinger eller kropsdueller foran forsvaret, som han med sit fine overblik er stærk til at beskytte.

Det bør kun være et spørgsmål om tid førend debuten på A landsholdet kommer, og på klubplan, kunne han på sigt godt minde om en type, som Schalke eller Dortmund ville finde interessant, ja måske endda Bayern München, såfremt han fortsætter udviklingen, hvilket masser af spilletid i Bundesligaen selvsagt er stærkt medvirkende til.

6. Malang Sarr (19 år)

Født d. 23.1.99, 0 A-landskampe/0 mål for Frankrig.

Større titler: –
Position: Central forsvar, venstre back.
Personlig hæder: –
Kontrakt med OGC Nice til d. 30.6.21.

Elegant, venstre benet og mindst teknisk betonet midterforsvarer, der tilmed er hurtig, virker stærk til at læse spillet, samt snildt kan benyttes på f.eks. den defensive midtbane, hvilket, pga. hans relativt ringe højde (183 cm) også bliver hans fremtidige plads, såfremt han skal slå igennem på allerhøjeste niveau.

Der er som bekendt ekstrem konkurrence i netop fransk landsholdsfodbold på de centrale forsvars pladser, hvor mange yngre spillere, de senere år er slået igennem for forskellige stærke franske U og A landsholdet. Verdensmestrene fra i sommers, har jo et makkerpar begge født i 1993, og udover Sarr, presser navne som Laporte (94), Lenglet (95), Upamencano (98) og Kamara (99) m.fl. sig på, så man kan vist godt slå fast at Frankrig i disse år bugner af ekstremt talent.

Spørgsmålet er så hvor langt det talent og spillerens åbenlyse potentiale rækker i den hårde konkurrence, men en ting er ganske vist, og det er at Sarr her og nu skal have spilletid i bunkevis, hvilket han får i Nice, og dernæst indenfor et par sæsoner, skal tage næste step, ligesom Laporte er i Manchester City, Lenglet er i Barcelona o.lign.

7. Gianluigi Donnarumma (19 år)

Blog: 10 spændende talenter lige nu

Foto: shutterstock.com

Født d. 25.2.99, 11 A-landskampe for Italien.

Større titler: Super Cup i 2016.
Position: Målmand.
Personlig hæder: –
Kontrakt med AC Milan til d. 30.6.21.

Man synes allerede at den tårnhøje keeper, født i Syditalien, men fodboldmæssigt vokset op i Norditalien, har været med rigtigt længe, og han er da også allerede i gang med sin fjerde sæson for Milan, og blev ikke overraskende den yngste spiller nogensinde i Serie A, til at runde 100 kampe, hvilket skete i foråret, hvor han som 19 årig (og 49 dage) rundede denne milepæl. Samlet set er han dog blot nr. 14 på “All time” listen over yngste italienske debutanter i ligaen, hvor bl.a. Totti, Pirlo og Rivera m.fl. var endnu yngre, da de fik deres Serie A debut.

Donnarumma roses fra mange sider af for sit enorme overblik, sin kølige facade og sin rolige håndtering, selv i vanskelige situationer, og trods sin betydelige størrelse, er han hurtig og eksplosiv i reflekserne, og selvsagt stærk i luftrummet, hvor ikke mange kan vriste bolden fra den fysisk meget stærke keeper.

Efter nogle års tilløb, ser det nu ud til at han er blevet første valg for “Gli Azzurri”, og den rutine han allerede nu har indsamlet på både klub og landsholdsplan er unik for hans alder, og kommer ham selvsagt til gode med tiden, hvor det er tvivlsomt om han forbliver i en italiensk klub, med mindre det altså bliver Juventus der hapser ham. Størrelsesmæssigt ligner han en der kunne begå sig i Premier League, hvor top 6 klubberne, med undtagelse af Tottenham, dog er stærkt besat her og nu.

8. Boubacar Kamara (18 år)

Født d. 23.11.99, 0 A-landskampe/0 mål for Frankrig.

Større titler: –
Position: Central forsvar, venstre back, defensiv midtbane.
Personlig hæder: –
Kontrakt med OL Marseille til d. 30.6.20.

Hvis jeg vurderede hans landsmand, Sarr, til med sine 183 cm. at være lige i underkanten for at kunne begå sig på højeste plan som central forsvarer, så må man sige at Kamara med sine blot 178 cm. slet ikke har nogen chance på det område, hvilket jeg da også føler mig overbevist om at han ikke har, og også her tiltror jeg ham den største chance for at nå helt til tops, såfremt han rykkes en anelse længere frem på den defensive midtbane, hvor hans fine teknik også tillader han kan begå sig.

Kamara er et produkt af den sydfranske fodboldskole, hvor elegance og teknik er i højsædet, og kan han tillægge lidt speed og tage færre chancer med bolden, varer det ikke længe før måske PSG eller Monaco banker på “døren”, hvilket vil være fint for hans fortsatte udvikling.

Han er dog stadig meget ung, og endnu ikke 100% fast for sit klubhold, og først for nylig har han fået debut for U20 landsholdet, så det er unægteligt svært allerede nu at spå mere specifikt om hans fremtid, men spændende ser han helt sikkert ud.

9. Jadon Sancho (18 år)

Født d. 25.3.00, 3 A-landskamp/0 mål for England.

Større titler: U17 VM i 2017.
Position: Venstre/højre wing.
Personlig hæder: Bedste spiller ved U17 EM i 2017.
Kontrakt med Dortmund til d. 30.6.22.

Englands (måske) nye wonderkid, og nu en af alle tiders yngste debutanter for landsholdet, dog efter spillere som Sterling, Owen og Rooney m.fl., men at debutere som 18 årig er ikke skidt, og vidner om at man tror på ham i det fodboldgale land, som de sidste mange år ikke har produceret alverdens talent, men med 2000 generationen kommer der måske noget ekstra ordinært, hvilket guld til U17 VM og sølv til U17 EM vidner om. Udover Sancho er det især jævnaldrende navne som Manchester Citys Phil Foden, Manchester Uniteds Angel Gomes og Liverpools Rhian Brewster, der omtales som særligt spændende.

Sancho nåede blot et par sæsoner i Manchester Citys ungdoms afdeling, efter skiftet fra Watford i 2015, inden han overraskende skiftede til Dortmund i sommeren 2017 for relativt beskedne 8 millioner Euro. Efter forlydender var det spilleren der fremtvang et skifte, efter at han blev forbigået til klubbens pre-season tour i 2017, hvilket skyldtes at han ikke ville forlænge kontrakten på de vilkår han var blevet tilbudt, og for at få nogle penge for ham, valgte man at afhænde ham til tyskerne.

Og indtil videre har det skifte ikke været skidt, for hvis man ser på hans jævnaldrende holdkammerater fra U17 VM holdet, Gomes, Brewster og Foden, er det bestemt ikke meget tid de hidtil har opnået i deres engelske klubber. Gomes fik 2 minutter sidste sæson, og spiller i denne sæson udelukkende for Uniteds U23 mandskab, Brewster har overhovedet ikke fået spilletid for Liverpools bedste mandskab, og optræder ligeledes på U23 mandskabet, mens Sanchos gamle klubkammerat i City, Phil Foden, trods alt har opnået 9 kampe i Premier League fordelt på sidste og indeværende sæson, men i minutter er det tilsammen kun blevet til sølle 89 minutter aktion.

Den hurtige udvikling for Sancho er dog ikke garanteret succes på den lange bane, men indtil videre ser det ud til at han har valgt rigtigt ved lige at træde et seniorskridt tilbage til Bundesligaen, hvor der alt andet lige er betydeligt mere plads for unge spillere til at begå sig, end Premier League, og i indeværende sæson har han da også scoret mål og lagt direkte op til 6 i sine hidtidige 9 kampe, så han fortryder sikkert ingenting i disse tider.

10. Phil Foden (18 år)

Født d. 28.5.00, 0 A-landskampe/0 mål.

Større titler: Premier League 17/18, EFL Cup 17/18 + FA Community Shield 2018.
Position: Central kontrollerende midtbane, offensiv midtbane, højre kant.
Personlig hæder: Bedste spiller ved U17 i VM 2017.
Kontrakt med Manchester City til d. 30.6.20.

Den klejne midtbanespiller er teknisk helt i særklasse, og havde han været spanier, havde han måske allerede været på landsholdet, men der skal fysisk som regel noget mere til i England, hvor han da også har haft svært ved at få spilletid på klubniveau. Således blev han mester med Manchester City sidste sæson, selvom han reelt kun medvirkede i beskedne 43 minutter fordelt på 5 kampe, og i indeværende sæson er det indtil videre blevet til 46 minutters aktion fordelt på 4 kampe.

Herudover noget mere spilletid i Cups o.lign., men bevares, konkurrencen er ekstrem på Englands stærkeste klubhold, hvor verdensklasse navne som De Bruyne, Silva og Fernandinho som minimum står i vejen for mere tid på banen, og med det voldsomme pres for succes der naturligt hviler på Guardiolas skuldre, kan det blive svært for unge Foden at få meget mere spilletid i indeværende sæson, med mindre forspringet til konkurrenterne på et tidspunkt bliver virkelig stor.

Men spilletid eller ej, så er Fodens evner synlige for enhver med lidt forstand på fodbold, og spørgsmålet er så om han vil have bedst af en udlejning, eller måske helt skifte klub, for han kan jo risikere at henslæbe hovedparten af sin kontrakt i skyggen af andre og bedre spillere, og derved miste vitale udviklingsminutter på banen.

Indlægget er udelukkende udtryk for bloggerens egne holdninger.

Kort om Torben Aakjær:

Torben Aakjær har et indgående kendskab til fodboldens verden, efter at have arbejdet i den i knap 20 år. Han har bl.a. været scout i Herfølge BK, Hamburger SV og Manchester United. I øjeblikket arbejder han som rådgiver for den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista.

Medie: AS Monaco er tæt på transferfri Pepe
Officielt: Leverkusen skifter cheftræner

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE