Real Madrids præsident Florentino Perez kunne i dag bekræfte, at Manuel Pellegrini er blevet fyret, mens den portugisiske succestræner José Mourinho overtager trænersædet.
Real Madrid-præsident Florentino Perez kunne i aften på et pressemøde bekræfe, at José Mourinho bliver ansat som Real Madrids nye cheftræner.
Pressemødet fandt sted efter aftenens bestyrelsesmøde, og hverken Manuel Pellegrini eller José Mourinho var til stede.
“Vi har i de seneste uger analyseret den overståede sæson, og vi har besluttet at afslutte samarbejdet med Manuel Pellegrini. Vi takker ham og holdet for deres hårde arbejde, professionalisme og gode opførsel.”
“Det har ikke været en let beslutning, men vi er 100 procent enige om, at vi har behov for friske kræfter.”
“Bestyrelsen har ligeledes valgt at ansætte José Mourinho, så snart han er fri af sin kontrakt med Inter.”
Manuel Pellegrini nåede kun at stå i spidsen for Real Madrid i en enkelt sæson. José Mourinho, der altså overtager trænersædet, har et imponerende cv.
I den netop afsluttede sæson sørgede han for, at Inter vandt mesterskabet, pokalturneringen samt senest Champions League, hvor man besejrede Bayern München i finalen med 2-0.
Fakta om Mourinho:
Fulde navn: José Mario Santos Mourinho Felix.
Født den 26. januar 1963 (47 år).
Fødested: Setubal, Portugal.
Trænerkarriere:
1992-1997: Trænerassistent for Bobby Robson i Sporting Lissabon, FC Porto og FC Barcelona.
1997-2000: Trænerassistent for Louis van Gaal i FC Barcelona.
2000: Benfica.
2001: Uniao Leiria.
2002-2004: FC Porto.
2004-2007: Chelsea.
2008-2010: Inter.