Manchester United er tæt på at indgå en etårig aftale med Jonny Evans, der har trænet med holdet i løbet af deres preseason. Det melder Belfast Telegraph.
I løbet af de seneste par uger har Jonny Evans trænet med i Manchester United, hvor han også har taget del i træningskampene.
Klubben har haft Evans tilknyttet på en korttidskontrakt, men hans præstationer betyder, at man nu vil tilknytte ham permanent.
Belfast Telegraph erfarer således, at den 35-årige midtstopper nærmer sig en etårig kontrakt med De Røde Djævle.
Evans har angiveligt imponeret Erik ten Hag, der beundrer nordirerens lederevner og kvaliteter på bolden.
Derfor vil man nu tilknytte ham på en aftale, der løber frem til næste sommer, lyder meldingen fra avisen.
Jonny Evans har tidligere været en del af førsteholdet i United fra 2006 til 2015, hvor det blev til 198 kampe for den engelske storklub.