Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen kan forlade Manchester United, inden transfervinduet lukker, idet Ajax overvejer at hente ham.
32-årige Christian Eriksen har ikke været på banen for Manchester United i de to første kampe i Premier League.
Samtidig har danskeren kontraktudløb med klubben næste sommer, og meget peger derfor i retning af et exit.
Og nu forlyder det, at én af Eriksens tidligere arbejdsgivere lurer på at hente ham retur, før vinduet smækker i.
Det skriver Daily Mail.
Ifølge avisen drejer det sig om Ajax, der lurer på at bringe United-spilleren til Amsterdam.
Der skulle endnu ikke være konkret interesse, men det kan der meget vel nå at blive, før transfervinduet lukker.
Christian Eriksen tørnede ud for Ajax fra 2009 til 2013, hvor det samlet set blev til 163 kampe for klubbens førstehold.
Her kvitterede den offensive midtbanespiller med 32 kasser og 65 oplæg til mål.