FC Nordsjælland er i færd med at sælge midtbanespilleren Mohamed Diomande til skotske Rangers FC, og Superliga-klubben kommer til at tjene en klækkelig sum.
Søndag kunne B.T. berette, at ivorianske Mohamed Diomande nærmer sig et skifte væk fra FC Nordsjælland.
Den centrale midtbanespiller bliver efter sigende solgt til Rangers FC i Skotland, og de betaler pænt for at hente FCN-profilen.
Det skriver B.T. tirsdag morgen.
Her forlyder det, at Rangers betaler i omegnen af 40 millioner kroner for Diomande, og det kan stige som følge af diverse bonusser.
FCN stod ellers til at miste deres profil på en fri transfer ved årets udgang, hvor han har kontraktudløb i Superliga-klubben.
I denne sæson har 22-årige Diomande samlet set spillet 21 kampe for FCN, hvor han har bidraget med fem oplæg til mål.
Diomande har været en del af FC Nordsjælland siden januar 2020, hvor han skiftede til klubben fra Right to Dream-akademiet.