Cristiano Ronaldo er blevet sat på bænken af Manchester United-manager Erik ten Hag, og nu skulle angriberen være lun på et skifte til saudiarabisk fodbold.
Henover sommeren blev den 37-årige superstjerne Cristiano Ronaldo rygtet kraftigt væk fra Manchester United, da han angiveligt ønskede at spille i Champions League.
Et skifte blev det imidlertid ikke til, og nu er transfervinduet lukket i de største europæiske ligaer.
Men Cristiano Ronaldo er efter sigende begyndt at overveje et mere opsigtsvækkende skifte.
Den engelske avis Daily Mirror skriver således, at portugiseren er lun på at rykke til saudiarabisk fodbold.
Ronaldo skulle have afvist et kolossalt bud fra en unavngiven saudiarabisk klub tidligere på sommeren, men det udelukker altså ikke et skifte.
Erik ten Hag foretrækker for tiden Marcus Rashford i sin startopstilling, hvilket skulle være en medvirkende faktor.
Dog skulle Ronaldos eventuelle skifte afhænge af, om det er muligt at spille Champions League-fodbold med et europæisk hold.