Chelsea-stjernen Mason Mount kan meget vel være fortid i klubben til sommer, og Liverpool er stadig interesserede i at hente ham. Det skriver Daily Mail.
Mason Mount har blot et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Chelsea denne sommer, og meget tyder på, at aftalen ikke bliver forlænget.
Den offensive midtbanemand har således været rygtet kraftigt væk fra Stamford Bridge, hvor især Liverpool skulle bejle til ham.
Og nu melder Daily Mail så, at The Reds fortsat har 24-årige Mount på blokken.
Ifølge den engelske avis er Chelsea formentlig nødt til at sælge ud til sommer, efter man har hentet et hav af spillere ind på det seneste.
Her kan Mount blive solgt, og det er Liverpool altså klar til at udnytte, lyder meldingen.
Mason Mount står samlet set noteret for 195 kampe for førsteholdet i Chelsea, og han har scoret 33 gange og lavet 37 assists.