Stjernespilleren Khvicha Kvaratskhelia kan meget vel forlade Napoli til sommer, og den italienske storklub kan have fundet hans afløser i Liverpool.
Khvicha Kvaratskhelia har flere gange været rygtet væk fra Napoli, hvor en adresse som Real Madrid har været nævnt.
Og skulle den georgiske landsholdsspiller blive solgt til sommer, kan Napoli have fundet hans afløser i Liverpool.
Det skriver La Repubblica.
Ifølge avisen lurer Napoli således på at bringe Federico Chiesa til klubben, hvis Kvaratskhelia ryger til sommer.
Liverpool købte 27-årige Chiesa i Juventus i sommer, men kantspilleren har stort set ikke været i aktion for The Reds.
Derfor har han allerede flere gange været meldt på vej videre, og italienerens destination kan altså blive Napoli.
Chiesa står samlet set noteret for bare tre kampe for Liverpool, hvor han hverken har scoret eller lagt op til mål.
Hans kontrakt med klubben løber frem til sommeren 2028.