I sommer hentede Bayern München midterforsvareren Kim Min-jae i Napoli, men allerede nu kan han være på vej videre, idet Inter følger ham nøje.
Kim Min-jae var blandt de største profiler på det Napoli-mandskab, der tromlede igennem Serie A i sidste sæson.
I sommer blev han belønnet med et stort skifte til Bayern München, men stopperen har haft en blandet start.
Og allerede nu kan 27-årige Kim være på vej videre i sin karriere.
Det skriver La Gazzetta dello Sport, som kan berette, at Inter er interesserede i at hente den sydkoreanske landsholdsspiller.
Det kan dog blive for dyrt for Inter at købe midtstopperen, hvorfor en lejeaftale i stedet kan komme på tale, lyder det.
I denne sæson har Kim Min-jae samlet set optrådt 28 gange for Bayern, hvor det er blevet til et mål og to assists.
Hans kontrakt med tyskerne udløber i 2028.