Tottenham-profilen Harry Kane er opsat på at forlade Spurs til sommer og håber selv på, at han kan skifte til Manchester City. Det skriver Daily Mirror.
27-årige Harry Kane har været en ekstremt vigtig spiller for Tottenham i løbet af de seneste år, men han har endnu ikke prøvet at vinde et trofæ med London-klubben.
Det skulle være én af årsagerne til, at den engelske landsholdsprofil nu ønsker at forlade Spurs, der heller ikke i denne sæson kommer til at løfte en pokal.
Her har især Manchester United og Manchester City været i spil, og især én af de to Premier League-topklubber skulle være Kanes foretrukne destination.
Ifølge den engelske avis Daily Mirror foretrækker angriberen at skifte til City, og han skulle være opsat på at forlade Tottenham denne sommer.
Kane har været i klubben i mange år, og han har stadig en lang kontrakt, der løber helt frem til sommeren 2024.