Manchester United har besluttet, at man højst vil betale omkring 518 millioner kroner for Rasmus Højlund, selvom Atalanta kræver væsentligt mere for ham.
20-årige Rasmus Højlund rygtes kraftigt væk fra Atalanta, efter han har haft en stærk sæson for den italienske klub.
Angriberen meldes især på blokken i Manchester United, men Premier League-storklubben har en udfordring med prisen.
Atalanta kræver på den gode side af 700 millioner kroner for Højlund, men så meget er United ikke villige til at betale.
Den engelske avis The Telegraph beretter således, at United har besluttet sig for en pris, man maksimalt vil give for danskeren.
Den lyder efter sigende på omtrent 518 millioner kroner.
Atalanta skal dermed reducere deres krav væsentligt, hvis parterne skal kunne blive enige om Uniteds pris.
Rasmus Højlund har spillet 32 kampe for Atalanta i Serie A, hvor han har nettet ni gange og lavet fire oplæg til mål.