FC København-legenden Thomas Delaney kan være på vej tilbage til klubben denne sommer.
Midtbaneprofilen er igennem flere år blevet sat i forbindelse med et skifte hjem til løverne, men nu skulle det være mere konkret end nogensinde før.
B.T. skriver onsdag, at FC København og Sevilla i øjeblikket skulle være i forhandlinger om en aftale.
FCK skulle være klar til at leje den 31-årige midtbaneprofil, mens Sevilla ønsker at få en permanent handel i hus.
Det forlyder samtidig, at Sevilla også skulle være villige til at lade ham forlade klubben gratis, hvis man kan blive enige om betingelserne.
I januar måned i år var Delaney også tæt på at skifte til FCK, men der valgte han i stedet at lade sig udleje til tyske Hoffenheim, hvor han spillede syv kampe i forårssæsonen.
Delaneys kontrakt med Sevilla gælder til sommeren 2025.
For FC København har landsholdsspilleren været i aktion i 246 kampe.