Chelsea er klar til at handle dyrt ind til januar, og Premier League-klubbens førsteprioritet er efter sigende Napoli-stjernen Victor Osimhen.
I weekenden tabte Chelsea med hele 4-1 til Newcastle, og manager Mauricio Pochettino kritiserede holdet voldsomt efter kampen.
Med en aktuel 10. plads i Premier League skal Chelsea efter alt at dømme forstærke sig til januar, og her vil man handle dyrt ind.
Telegraph kan således berette, at The Blues har Napoli-angriberen Victor Osimhen øverst på ønskelisten.
Den nigerianske landsholdsspiller har længe været rygtet til Stamford Bridge, og nu er han altså blevet førsteprioriteten.
Den engelske avis skriver endvidere, at 24-årige Osimhen selv skulle være klar på at rykke til Chelsea.
Her vil han komme til at konkurrere med spillere som Nicolas Jackson om en fast startplads.
I indeværende sæson har Victor Osimhen samlet set spillet 11 kampe for Napoli, hvor det er blevet til seks mål og to oplæg.