Arsenal er favoritter til at hente Declan Rice denne sommer, men nu har Manchester United også meldt sig ind i kampen om ham. Det melder The Guardian.
West Ham er tæt på at spille sig i finalen i Europa Conference League, og én af holdets helt store profiler har været Declan Rice.
Det har udmøntet sig i interesse fra London-storklubben Arsenal, som ifølge flere meldinger er favoritter til at snuppe ham.
Men nu melder den engelske avis The Guardian så, at Manchester United har meldt sig på banen i kampen om 24-årige Rice.
United er efter sigende ude efter forstærkning til den centrale del af banen, men det bliver ikke billigt.
Avisen skriver således, at prisen på den engelske landsholdsspiller er mere end ca. 800 millioner kroner.
I denne sæson har Rice været på banen i 45 kampe for West Ham, hvor det er blevet til fire mål og fire assists.