FC København har søndag Akinkunmi Amoo i klubben til at gennemgå det obligatoriske lægetjek. Dermed er skiftet tæt på at blive realiseret.
Hvis alt flasker sig er det kun et spørgsmål om få timer, før Akinkunmi Amoo kan kalde sig ny spiller i FC København.
Ifølge B.T.’s oplysninger, så skulle Amoo lande i København søndag for at gennemføre det obligatoriske lægetjek, før skiftet kan blive en realitet.
Ekstra Bladet skrev tidligere søndag, at FCK og Amoos svenske klub, Hammarby, var blevet enige om en transfersum på 33 millioner kroner.
Dermed mangler nu blot lægetjekket og de sidste detaljer.
Offensivspilleren står noteret for 48 kampe for Hammarby med 13 mål og seks assists til følge.
Hans kontrakt med Hammarby løber til sommeren 2024.