63-årige Carlo Ancelotti er i gang med sin anden periode som cheftræner for Real Madrid, og Kongeklubben bliver også hans sidste klub i karrieren.
“Når jeg er færdig med Real Madrid, har jeg tænkt mig at stoppe. Dette kapitel vil afslutte min trænerkarriere,” siger Carlo Ancelotti til mediet Il Messaggero og tilføjer:
“Real Madrid er på højeste niveau, så det giver mening, at det her skal være den sidste klub, som jeg træner i min karriere.”
Ancelotti har i Real Madrid ført klubben frem til en La Liga-titel, to Champions League-trofæer, to UEFA Super Cup-trofæer, en spansk cup-titel samt en spansk Super Cup-titel.
Tidligere i karrieren har han været cheftræner i Reggiana, Parma, Juventus, AC Milan, Chelsea, Paris Saint-Germain, Bayern München, Napoli samt Everton, foruden sine to perioder i Real Madrid.