Lokomotiv Moskvas angriber, Djiby Fall, har bestået lægetjekket i Molde, og dermed skifter han nu på en lejekontrakt, som samtidig indeholder en købsoption.
Djiby Fall, der tidligere har scoret mål på samlebånd i både OB og Randers FC, har ikke haft lige så stor succes i den russiske storklub Lokomotiv Moskva.
Derfor prøver han nu lykken i den norske klub Molde FK, som han har underskrevet en lejeaftale med. Den senegalesiske angribers aftale med nordmændene løber frem til den 30. august 2010.
Men samtidig har Molde FK sikret sig en købsoption, der giver dem førsteret til at købe spilleren permanent, hvis han lever op til deres forventninger.
24-årige Fall bestod tidligere i dag lægetjekket, og så var vejen banet. Han erstatter Mame Biram Diouf i angrebet, som nu spiller i den engelske storklub Manchester United.